20. kapitel

Tiden går i Nørre Uttrup, og nu er det atter vår i Nørre Uttrup. Jeg går en tur i kridtgraven i dag. Ænderne er forårskåde, danner par og er begyndt at lede efter egnede steder til at bygge rede. Flere andepar har været helt oppe i vores have, og i går jagede jeg et vildfarent par tilbage fra Hjørringvej. Der er stadig lidt is på søen og oppe fra det højeste punkt ved Tennishallen er viewét perfekt. Jeg ser ned mod fjorden i retning af limfjordstunnellen. Her lå førhen ØK`s cementfabrik, og det var her, at det lille kridttog tøffede frem og tilbage i 25 år. Det er en fantastisk tanke - og kendsgerning. Dette enorme hul i jorden, der i dag udgør kridtgraven, og er udlagt som naturpark, er gravet af menneskehænder. Da det foregik fra 1906, var det en hård og slidsom arbejdsplads for 5oo mænd. Her hang de i liner ned af de stejle skrænter og huggede kridt med hakker, og her skovlede de kridt på ladvogne time efter time, dag efter dag. Under krigen holdt frihedskæmperne til i betonloftrummet i tunnellen under Hjørringvej. Jeg ved det fordi jeg fandt stedet da jeg var dreng. Vi havde ofte en stige med for at komme op i hulen, hvor frihedskæmperne havde skrevet dato og navne på væggen. Men måske er det bare en romantiseret drengedrøm, for var der overhovedet frihedskæmpere i Nørre Uttrup ? Måske er det i virkeligheden byens drenge der har holdt til her, og i den mørke hule har dyrket deres heltedrømme. Nærmeste nabo til frihedskæmpernes hule var huset på Hjørringvej nr. 20. Her boede Tysker-Thomsen. Familiens 2 sønner var så betaget af nazismen at de meldte sig til frikorps Danmark og som frivillige til Østfronten, hvorfra de aldrig vendte tilbage. Mens de endnu boede i Nørre Uttrup var der en vis frygt blandt Nørre Uttrup borgerne for Thomsen-brødrene. Ihvertfald er det blevet mig fortalt at Cristiane - min bedstemor - var meget påpasselig med ikke at ytre sig om politik når Thomsen-brødrene var i nærheden. Villa Gurre var i tyverne og frem til cementfabrikens ophør, bolig for en af ØK-direktørene. Det var ham der navngav huset. Den øverste direktør for foretagenet havde sin bolig i Uttrupgård, det nuværende alderdomshjem, der ligger lige nedenfor, hvor jeg nu står. Jeg går videre af vejen ned til søen. I fugleflokken er der i dag en fiskehejre. Den er meget sky og ikke så tam som ænderne, gæssene og svanerne, der kommer hen imod mig for at få lidt brød. Her nede ved søen byggede jeg som dreng en bro af kridt over en lille vig. Bygningsværket er forlængst opslugt af søen. I det hele taget ændrer kridtgraven struktur år for år. Mange tror at kridtgraven er bundløs, men det er den ikke. I 1970 var den faktisk helt udtørret. Her sad vi en sommernat ude midt i, omkring et lille bål. Jeg spillede guitar og sang "Home on the range" kan jeg huske. En flygtningedreng er ved at rigge en fiskesnørre til. Måske fanger han fisk nok til sin families aftensmad. Der er massevis af fisk i kridtgraven. - Mister Ole - Jeg bliver revet ud af min tankebane. - Hvordan går det med dig ? spørger jeg den unge tamil. Jeg kender ham fra min tid i flygtningecentret i Kollerup. Nu møder jeg ham af og til her i Nørre Uttrup, hvor han bor på et værelse nede i blokkerne. - Før boede jeg i Sri Lanka med min familie og var fattig. Nu bor jeg her, uden familie, men her giver i mig alt hvad jeg har brug for. Bolig og mad og TV. Samtalen får et filosofisk tilsnit. Han siger eftertænksom: Se stjernerne deroppe bag solen. De lyser også over Sri Lanka og min familie. Hvor mon vi skal leve det næste liv ? Jeg går hen ad Hjørringvej jeg er på vej hjem en Søndag formiddag. Det er forår, jeg er 24 år, og ør i hovedet efter at have været i byen hele natten. Bag Severins hus ser jeg Gurres hvide gesimser mod den lyseblå himmel. Om lidt når jeg ringer på vil han åbne døren - min far. Han smiler når han tager imod mig der i døren. Når han engang er borte, vil jeg stadig kunne genfremkalde dette billede, det er jeg sikker på. - Godt at se dig Ole, hvor har du været, vi har savnet dig. Om lidt når vi har spist vil de spørge mig om, hvad jeg har oplevet , og hvad planer jeg har for i morgen, og de vil lade mig vide at her har jeg hjemme. Han vil snakke politik og fortælle om krisen i tred´verne. Hun vil bede ham om ikke altid at snakke om gamle dage og spørge mig om jeg vil ha` lidt mere at spise. Han vil give mig et par gode råd om min økonomi og hun vil bede mig om at holde op med at ryge og passe på mine nye sko. Sådan vil de hver især pleje deres omsorg for mig. I nùet er alting selvfølgeligt . Jeg ser ikke alle de små fine nuancer i livet. Men engang om 20 år, vil jeg tænke tilbage, ligesom min far der nu sidder og slår mave i gyngestolen. - Hvorfor smiler du far ! - Jo jeg kom lige i tanke om noget jeg oplevede engang !