6. kapitel

Som 12-årig fik jeg mit første job. For 20 kr. om ugen bragte jeg “NY TID” ud til folk i Nørresundby. Jeg var dog på udkig efter et bedre betalt job, og da eftermiddagsjobbet som købmandsbud hos købmand Mortensen blev ledig, søgte jeg det og fik det. Her var lønnen 30 kr. om ugen og arbejdstiden 16-18 timer.

Min første opgave var at bringe 2 kasser øl op på Åkandevej. En kasse med 50 bajere var lidt uhåndterlig , men sådan var betingelserne. Take it or leave it.

Det hårdeste arbejde var, når der fredag og lørdag skulle slæbes bajere op til de unge mennesker på værelserne på 5. sal på Uttrupvej. Og det mest beskidte arbejde bestod i at bære de tomme flasker med slatter og skodder i , ned igen. Det var ikke alle der gad og tømme slatterne ud. Derfor stank mine bukser altid af øl om mandagen.

Hver dag skulle jeg ved lukketid feje butikken og rydde op i baglokalet. Ved denne daglige rutine skulle der også fejes på kontoret, hvor smøgerne stod i tobaksskabet.

Budet før mig havde givet mig et par fiduser. Bl.a. hvordan man, når man fejer, kan lukke døren til kontoret og indenfor et par sekunder nå at negle en pakke smøger. Eller man kan snige et par bajere ned i skralderummet, for at hente dem senere efter lukketid. Den mest raffinerede tyvekunst, var at hule osten. Købmand Mortensen skar selv sine ostestykker ud, og opbevarede derfor hele oste i kælderen. Fra en sådan ost kunne man skære en pyramide ud. Skære halvdelen af osten fra dette stykke og sætte skorpestykket tilbage. Snittet kunne så jævnes lidt med en negl. Købmanden ville bare registrere det som en uregelmæssighed i ostens struktur - ingen problem.

Den med osten praktiserede jeg aldrig, men jeg neglede da af og til et par bajere til fredag aften. Jeg anså det ikke for at være tyveri, men en form for lønkompensation. En praksis jeg har set mange gange siden i mange afskygninger. F.eks. kontormedarbejderen der forsyner sig med fotokopier og trykker spejdernes lokalblad på sin arbejdsplads. Portøren der fra hospitalet forsyner sig med toiletpapir og en pakke kaffe ind imellem. Den studerende der “låner “ et par ordbøger på seminariet. Smeden der laver sig en grill og snedkeren der bygger et sommerhus af “overskudsmaterialer”. .

Nogle år senere da jeg arbejdede som rejsemontør i Sverige kendte jeg til en værkfører der lod et par montører få en nøgle til virksomhedens byggemarked, hvor de frit kunne forsyne sig med hvad som helst. Til gengæld skulle de af virksomhedens materialer, bygge en lystyacht til værkføreren. Byggeriet foregik på værkførerens private grund, og værkføreren gav montørerne overarbejdsbetaling for arbejdet . Denne lystyacht sejler i dag rundt på en af de store svenske søer, og de vestsvenske landmænd der har betalt skibet, aner intet.

Der findes mange eksempler på tyverier på arbejdspladserne, og skulle alt registreres som tyveri, ville vi være en nation af tyve. Altså, jeg frikender mig selv for at have begået tyveri hos Købmand Mortensen. Jeg supplerede blot min løn. Men lønnen var sgu også ekstrem lav. Under 2 kroner i timen for at slæbe bajere og finde sig i udfald fra sindsforstyrrede kunder, som f.eks.den gamle direktørenke i nr. 14 der klagede over at tændstikkerne var fra USSR, og som på den baggrund ,anklagede den gammelkonservative købmand Mortensen for at være kommunistisk agent.

Der var anderledes favorable forhold hos Slagter Kristensen på Gl.Kongevej . Han gav en halvtredser i løn plus en leverpostej i ny og næ. Da Bette Ole, slagter Kristensens bud, skulle have 14 dages sommerferie, blev jeg ansat som ferieafløser. Knud Larsen blev da ferieafløser for mig hos Mortensen. Det var jo lidt lettere at cykle ud med blandet pålæg for en fem` er, frem for kassevis af bajere. Som slagterbud blev jeg en dag sendt til Bouet med leverpostej for 25 øre. Det syntes både slagteren og jeg var lige på grænsen, men Kristensens motto var: Service frem for alt.

Apropos ferie. Da jeg dette år krævede feriepenge hos Mortensen, nægtede han at betale. Jeg måtte da have assistance af min far, der jo havde været på arbejdsmarkedet siden ferieloven blev vedtaget.

Firmaet Mortensen bestod af far og søn. Faderen Adolf Mortensen, havde grundlagt købmandsforretningen omkring århundredeskiftet og var nu en gammel mand. Det var Adolf Mortensen der stod for lønudbetalingen, en ceremoni der udspillede sig hver lørdag eftermiddag når butikken var fejet og alt sat på plads.

Jeg vidste jeg måtte vente med tålmodighed på at få min løn. Først når jeg hørte lyden af pengekassen der blev åbnet inde på kontoret, og lyden af skrabende femmere op ad pengekassen, vidste jeg han var på vej. Adolf Mortensen kom nu futtende ( han kunne ikke løfte benene i normal gang) ind i baglokalet. I lommen på den hvide kittel knugede han de seks håndvarme femmere, der var min ugeløn. Det lyste ham ud af øjnene, at “ det var li`godt alt for mange peng` til så`n en knægt”- og med klamsved på panden og en let rystende hånd overrakte han mig lønnen. Det var en højtidelig handling. Altid på samme måde. Men han var en venlig gammel mand, Adolf Mortensen. Han havde jo blot levet i en anden tid, hvor 30 kroner var lig med 2 ugers løn til et voksent bud, der skulle forsørge kone og en otte - ti sultne unger.

Som købmandsbud kom jeg over hele Nr.Uttrup på min Long John. Det farligste distrikt var nederblokkene, særlig når jeg kom fra det nordlige hjørne. Her holdte de store rødder til, og her kunne “et sølle bud “ godt redde sig en på bladet. Der var ingen årsag til disse “Hold up”, andet end kedsomhed. Det var heller ikke sådan at man bare fik tæsk, man kunne nøjes med at blive ydmyget - spyttet mellem øjnene f.eks.

Vold blandt børn var hyppigt forekommende. I kridtgraven ved Hjørringvej huserede “Skanserne”. Os fra Nørre Uttrup kendte terrænnet, og bevægede os aldrig ind på skansernes territorium, som var de høje kridtskrænter op mod skansen. Heroppe var der en lille bakketop - sukkertoppen. Her havde skanserne deres hovedkvarter. Bette Ole var engang faldet i kløerne på dem og var blevet slæbt med til sukkertoppen. Her blev han strakt ud på en bænk og tvunget til at æde en hundelort En anden bande var “Robin Hoods hævnere” der skød og parterede katte i kridtgraven. Når man i Kridtgraven fandt tarme, indvolde og katteskind var det sikkert efterladenskaber fra denne hemmelige bande, der lod deres aggressioner komme til udløsning i meningsløs dyremishandling.

Drengebander var der mange af, og de værste kom fra Lindholm og Nørresundby. Et år var der julebal på folkets hus i Nørresundby. Det var et engelsk band der spillede, eller forsøgte at spille. Midt på aftenen, da slagsmålene og hærværket i salen var på sit højeste, stod sangeren og råbte ud over sanganlægget: - Don`t fight, Don`t fight. Vi var tre Nørre Uttrup-drenge der fortrak fra dette voldelige galskabsparty, men ude på gaden blev vi indhentet af 3 rødder fra Nørresundby. Det var mig der skulle have bank. Søren lod de være, ham spillede de fodbold med i NB - og Allan lod de også være. Han var for splejset, sagde de. De var 2 om at holde mig og en der bankede løs. Mine 2 passive kammerater var tavse vidner..