8. kapitel

Om sommeren tog vi på cykeltur til Tylstrup. Det var vores årlige ferietur. Målet var at besøge min morfars gravsted på Ajstrup kirkegård, og senere at drikke kaffe og spise is i Tylstrup. Med på turen var også min moster Sara og onkel Eli.

Vi cyklede langsomt og tålmodigt afsted. Hørte fuglekvidder og fluernes summen, mærkede duften af sommer, og gav os tid til en pause i ny og næ. Hos købmanden i Ajstrup er fliserne af samme type som hjemme i "Gurre". - Jo, men det var da også bedstefars arbejde, og han havde selv fremstillet fliserne på sin flisemaskine . Sådanne små ting var der tid til at tale om, og det var jo i sagens natur de livsnære oplevelser der gjorde ferieturen mindeværdig.

Når vi mødte i skole efter ferien skulle vi altid beskrive vores ferie. Som fortælling i klassen eller som dansk stil. Jeg fandt det pinligt, når jeg overfor mine klassekammerater og læreren skulle fortælle om min "ferie" til Tylstrup. det var jo lige til at grine af. De små og nære oplevelser, som jeg havde lært at sætte pris på, gemte jeg for mig selv. De kunne jo heller ikke hamle op med tyske motorveje og vesterhavets brus. Målestokken for oplevelsesværdi var mængden og graden af fremmedartethed. Lærerinden kunne have prioriteret livsværdier i det nære, men hun var, i tidens ånd, draget af det materielle. Givet var det, at de børn der fik den største respons på deres ferieoplevelser, var dem der nærede lærerindens egen feriedrøm. Efter juleferien var det den samme model: Fortæl om jeres julegaver. I tiden op til jul brugte jeg alle mine opsparede penge til julegaver. At gå på julegaveindkøb i Aalborg en søndag eftermiddag i december, plumbe et par kroner i Frelsens hærs gryde, og spise dagens ret på et cafeteria i gågaden, var bare lykken. Gaverne, som jeg købte, udvalgte jeg med største omhu. En tobakskrukke af keramik, En brødkasse fyldt med nyttige køkkensager. Afrikanske ibenholtfigurer og et bilatlas over Europa. Det var min tillid og kærlighed jeg gav med disse gaver - og jeg havde en stille forventning om at få tilbage - noget der på samme måde beviste deres kærlighed og respekt for mine behov. De fleste juleaftener tilbragte jeg alene med mine forældre. Min søster fejrede julen hos sin mands familie, men var altid hjemme om eftermiddagen for at udveksle gaver. Vores juleaften var rigtig traditionel. And og flæskesteg, brunede kartofler, ris a`lamanda , mandelgave - og senere lys i juletræet, julesalmer og julegaver. Af mine forældre fik jeg hvad jeg ønskede mig, indenfor bestemte rammer. En bog, en fyldepen, en frimærkelup o.l. Min far var grundlæggende imod et opskruet juleræs, men holdt af en stille juleaften hvor vi hyggede os og tænkte godt om hinanden.Som dengang han som dreng havde været med til at dele en appelsin som Ingrid havde bragt med hjem fra hendes tjenesteplads. En af de faste traditioner var kagedåsen med hjemmebagte småkager fra min mor - pænt pakket ind i julepapir med sløjfe. Min søster gav af pligt og ikke af hjerte, følte jeg. Eller også havde hun slet ingen fornemmelse for en drengs ønsker. - Var en souvenirting, snuppet fra hylden i hendes egen købmandsbutik, hvad hun følte for mig ?. Havde hun ikke givet sig tid til at tænke på hvordan hun kunne glæde mig ?. Jeg skammede mig over at tænke sådan, men jeg var ikke utaknemmelig. Mit problem var , når jeg senere skulle fortælle om mine gaver, og herigennem også fremstille giveren. Så blev min skamfuldhed synliggjort. Tilbage til skolen efter juleferien: - Ole , din tur til at fortælle . - sagde frøkenen. - Jeg har fået en bog og en frimærkelup, men det er jo ikke noget særligt, svarede jeg, og gjorde plads for den strøm af opmærksomhed der skulle tilflyde de store gaver som matchede frøkenens materielle livssyn . Og ganske forudsigeligt, så talte vi nu om "Rigtige" kunstløberskøjter, "Store" modelfly og "Ægte" skindstøvler i en sådan grad at jeg følte mig sat udenfor fællesskabet. I min tidlige pubertet var jeg tit plaget af tvangstanker om at miste mine forældre. Da jeg var 12 år gammel var min far 66 . Jeg regnede ud i fremtiden. Hvad når jeg fyldte 25 år - ja så var han 79, og de fleste dør jo før de når den alder. Jeg tænkte positivt: Han er gjort af et sejt stof, han bli`r sikkert 100. Det rørte mig når mine venner skulle til deres fars 40 eller 45-års fødselsdag, eller deres mormors 60-års fødselsdag. Så blev jeg mindet om at min far havde en alder som kunne han være min bedstefar. Min fars ikke-materialistiske livsholdning gjorde , at vi ikke havde bil eller fjernsyn. Vores stuer var møbleret med tunge egetræsmøbler fra gamle dage. Det med møblerne ville jeg gerne have ændret, og min mor gav mig medhold. Det kunne pynte pænt med nogle nye lette teaktræsmøbler. På den tid havde jeg ikke den kærlighed til gamle møbler som jeg har i dag. Gruppepres og reklamemagt havde sløret min sans for det ægte og smukke, og jeg pressede min far til at "gå med på moden" . Vi fik således både teaktræsmøbler og Fjernsyn, og det var en stor dag d. 27. september 1964, da vi kunne blænde op for et funklende nyt Arena-TV, erhvervet for 168o kr, svarende til en bruttohusstandsindkomst den pågældende måned. Egetræslænestolen ville min far ikke skille sig af med, så den fik nyt betræk. De nye møbler og fjernsynsapparatet var et brud på "nødvendighedsprincippet", men samtidig en bekræftigelse af demokratiet og medbestemmelsesretten i vores fællesskab, og så var det jo en sikker indikation på den nye tids velfærd.

Den elektroniske tidsalder var ved at gøre sit indtog, og på mit lille værelse, som var blevet kappet fra stuen ved vores indflytning, havde jeg min Phillips rejsegrammofon med højttaler i låget. Væggene, døren og dørkarmene var tapetseret med idolplakater og der lød hård rock såvel som blød pop ud fra mit værelse. Min første plade var "Tutti-Frutti" med Elvis som jeg købte på udsalg. Senere begyndte jeg at købe "Full-price"-produkter som f.eks "My Generation" med The Who og "Satisfaction" med The Rolling Stones. Min Far kunne godt li` den nye musik. Han syntes nok at det var en sjov måde at synge på, men da han fik forklaret at "My Generation" også var tænkt som en støtteplade for stammere, var han helt med. Begge mine forældre faldt helt for The Beatles` "Yesterday". Denne positive imødekommenhed overfor tidens nye strømninger, gjorde også at musikopfatttelsen i mit hjem var tidløs. For mig var det naturligt at synge "Jens Vejmand" sammen med mine forældre. Vi var enige om, at det var en god sang, og det fascinerede mig at historien og billederne i sangen var fra en tid som min far havde levet i.

I 30èrne, stemte henved hver tredie borger i Nørre Uttrup på kommunisterne. Min far stemte også kommunistisk i disse år. Han var ikke medlem af det kommunistiske parti, men han sympatiserede, og havde en stor viden om kommunismens ideologi. I mine tidlige drengeår husker jeg at vi abbonerede på Land og Folk. - Det er vi nød til hvis vi vil ha`hele sandheden med - sagde min far. Min onkel Georg var også kommunist, og da jeg i hans sene alderdom spurgte ham, hvorfor han var kommunist, og hvorfor mange andre i familien og i Nr.Uttrup-samfundet havde valgt den yderste venstrefløj som deres politiske ståsted var svaret ganske enkelt. -- Vi var fattige, og vi ville ikke udbyttes af kapitalisterne - Kommunisterne kæmpede for bedre løn og livsvilkår for os arbejdere - sig mig hvem skulle vi ellers stemme på ?

Min fætter Eigil var den mest tro kommunist i familien. I halvtredserne rejste han til Moskva for at studere Lenin og Marx. Jeg husker at han sendte et fødselsdagskort til min 7-års fødselsdag og senere bragte han farvestrålende propagandamagasiner med hjem, hvor i vi kunne se forherligede billeder af glade arbejdere og bønder. Uanset om det var løgn og manipulation - og det ved vi jo idag at det var, så var den ideologi som blev formidlet gennem Land og folk , bøgerne fra Tidens forlag som stod på vores reol og min fars livssyn - fællesskabets ideologi. Det gjorde mig tryg at vide at min far levede for andre mere end for sig selv og at hans tanker drejede sig om esenstielle menneskelige relationer, fremfor gods og guld.

Da min familie blev splittet af ond egoisme i 1960 - 61, viste fætter Eigil sig fra en hidtil ukendt side af sig selv. Han vævede rundt i sladder og selvretfærdige bagateller. Vel sagtens for at bakke sin mor op i hendes grådighed, og jeg så da , at en kommunist der i sit ydre virke arbejder for fællesskab og solidaritet, også kan være en fej person, der via ond strategi plejer sin egen egoisme.

I 1962 blev Eigil ansat som lærer ved Nørre Uttrup skole. Blandt lærere og elever vagte det opstandelse, og bekymrede forældre ville have vished for at der nu ikke forekom hjernevask og indoktrinering. Flere af lærerne på Nørre Uttrup skole var erklærede kommunisthadere og de brugte enhver lejlighed til at formane os om den røde trussel. Den loyalitetskonflikt jeg her blev bragt i havde flere aspekter som kun jeg selv kunne forstå og løse.

Jeg ville forsvare kommunismen, fællesskabets ideologi som jeg opfattede den, men jeg vidste at Eigil var en hykler. Når han færdedes hjemme i vores have hilste han ikke på mig, ja han yndede endog at klatre over bagmuren når han besøgte onkel Georg. Men i skolen var han et stort smil, og talte til mig. Eigil fik tilnavnet "Gille" , nogle kaldte ham også " Kommo" . Han praktiserede en til tider ekstrem dialektisk/materialistisk pædagogik, og forsøgte i sin praksis at bevise, hvordan kampen mellem modsætninger driver udviklingen. 2 drenge der var i færd med at kridte tavlen til, før en time, fik lov at køre situationen helt ud. Selvfølgelig kom de til at gøre rent efter sig. Dette var den virkeliggjorte kamp mellem modsætninger, og det var Eigil der havde vundet den kamp, og dermed sat en udvikling igang. Med sine utraditionelle pædagogiske metoder blev Eigil sat på en udpost som gårdvagt. I denne egenskab kom han til at udstede flere svedere til mig, og hver gang vidste han også , at han dermed krævede sin Onkel Claudis underskrift. - Ole har kastet med sne i skolegården .Hvordan skulle vi kunne tage det seriøst, når Eigils eget ideal var verdensrevolution. Jeg spurgte ham om det var sådan han ville gennemføre den kommunistiske kamp ? - ved at straffe frihedskæmperne. Hans dobbeltspil irriterede mig mere og mere, og kulminationen indtraf da jeg en dag blev indkaldt til forhør hos Eigil og Leo Pilgård angående et tyveri af pengekassen fra skolens mælkeudsalg. Jeg hjalp skolen hver dag med at sælge mælk i mælkeudsalget. Det var min tilknytning til den pengekasse.

I et forhør beskyldte de mig for at have begået tyveriet. De var helt sikre på at det var mig. De havde endog vidneudsagn om at jeg havde været i mælkeudsalgslokalet aftenen før kl. 21.45. Der var ingen grund til at jeg vævede mig ind i alibier der ikke kunne holde - og de kunne jo fælde mig ved hjælp af fingeraftryk - sagde de. Aftenen forinden havde jeg været hjemme hos mine forældre. Det var mit alibi. Jeg havde ikke stjålet pengene. Jeg reagerede voldsomt da jeg sad overfor min fætter, der nu også førte sig frem som forhørsdommer. Hvad fanden tænkte han på ? Var han ude på at tvære mig helt ud - at udstille mig som tyv, eller var han i sin svaghed underlagt Leo Pilgårds dominans ? Uanset hvad, så følte jeg mig dybt såret og stak af fra skolen den dag.

Nogle dage senere blev tyveriet opklaret. Det var Lars, en lille lyshåret dreng fra 7. klasse, der var tyven.

Min frustration over Eigil måtte have afløb. En dag råbte jeg ukvemsord efter hans kone henne på Abildgårdsvej, og Eigil jagtede mig og slæbte mig hjem. Jeg troede han ville tale med min far om det der var sket i skolen, og om den aktuelle sag, men nej. Hans ærinde var at tale den gamle sag om ejerforholdet til vores hus, og min far fandt for første og sidste gang skødet og pantebrevet fra 1934 frem.

Det var ikke mine forældres ønske at jeg til stadighed skulle gøres til gidsel i de voksnes diskussion, og det forstod jeg også godt, men hvad skulle jeg gøre ved min dybe skuffelse.?

Ude på havegangene mødte jeg af og til min kusine og andre familiemedlemmer, når de var på vej ud at besøge onkel Georg. De hilste ikke på mig, men skulede bare ondt.

Det er en usædvanlig dag. Usædvanlig fordi jeg er alene hjemme sammen med min far. Min mor er alene i København til Onkel Viktors begravelse, og usædvanlig fordi onkel Eigil er her på besøg - alene . Han og min far har snaps og bajere på bordet. Det er også højst usædvanligt. Her i vores hjem er der aldrig nogen der drikker sig vrøvlede, men i dag er undtagelsen. Det er ikke min fars vilje at drikke, det fornemmer jeg. Det er altid onkel Eigil der siger skål, og tager initiativet.

Jeg er 14 år gammel og går på et tidspunkt i seng. Fra mit værelse kan jeg tydeligt høre samtalen. Onkel Eigil spørger om min mor, og om min storesøster Eva`s far. - Hvem er det nu det er, og hvordan er det nu det hænger sammen ? For mig kommer det som et chock. Jeg troede da at min far også var far til min søster. Jeg havde aldrig tænkt muligheden af at min mor havde været gift før, at der havde været en anden mand i hendes liv. Hvem var han ? - Var han død ? Var han gift ?

De taler nu om en malermester Lynggren fra Nørresundby. Jeg hæfter mig ved navnet, jeg vil finde ud af hvem denne Lynggren er. Jeg vil se ham.

Næste morgen spørger jeg min far om Lynggren: - Åh, det blir din mor glad for at høre - at du ved det. - Du aner ikke Ole, hvor svært det har været for hende at fortælle dig det.

Jeg var podet med min mors hemmelighed, og eftersom Lynggrenaffæren aldrig senere blev omtalt, blev jeg fra denne dag også vogter af min mors hemmelighed.

På cykeltur til Tylstrup. Her holder vi en pause og ser på det smukke landskab