4. kapitel

En oktobernat i 1960, ringede det på døren. Min far åbnede op. Det var Onkel Eigil. Han fortalte at bedstefar var død. Året forinden var Christiane død, og gamle Ingemann havde ikke været sig selv siden. Brødrene havde på skift været hos ham det sidste stykke tid, hvor han havde lagt syg i hjemmet, og det var lillebror Eigil der var hos sin far, denne hans sidste nat på jorden.

Huset som mine bedsteforældre havde boet i de sidste 26 år, og som havde været rammen om min bedstefars murermesterforretning, havde min far oprindelig bygget i 1921. I 1934 købte han det tilbage på tvangsauktion, udelukkende for at stille det til rådighed for sine forældre, som med denne manøvre blev “bundet “ til en fast bolig. Dengang i 1934 var det en stor lettelse for min bedstemor, at kunne opnå denne tryghed, men det var også min fars mulighed for, nu som 36-årig , endelig at kunne forlade sit hjem og tænke lidt på sit eget liv. I årenes løb havde alle vænnet sig til ,at det var Bedstefars hus. Ingen vidste - eller interesserede sig for ejerforholdet. Min far nævnte det aldrig, og det var først nu da bedstefar var død at sagens rette sammenhæng blev kendt . Det var naturligt at vi nu skulle flytte ind i huset.

I den kommende tid oplevede jeg hadet, misundelsen og ondskaben blusse op. Til bedstefars begravelse sagde min faster til mig: - Du er en rigtig skidt dreng. Bedstefar vil ikke have dig her i hans hus i dag - forsvind med dig.

Dybt chokeret flygtede jeg ud i mørket. Senere fandt min far mig i naboens have. Jeg husker ikke om han sagde noget, kun at han var der og holdt om mig. På et lille bord i bedstefars stue lå familiealbummet. Den dag var der en der kradsede øjnene ud på et billede af min mor. Gribbene var begyndt at flå i arvegodset og de næste dage slæbte de afsted med blandemaskine og stilladsplanker - ting de ikke havde noget at bruge til - Alt blev fjernet.

Det var ikke alle mine onkler og fastre der var drevet af det primitive. Nogle forholdt sig passive . Kun min onkel Eigil støttede min far uforbeholden. Faster Ingrid, som var fattig og ringeagtet, sagde en dag til mig: -Uden din far havde vi aldrig klaret os. Han har båret hele familien oppe. Det der sker nu har han aldrig fortjent.

Min far havde aldrig behov for at retfærdiggøre sig og sine handlinger, eller at leve højt på sin støtte til andre. For ham var det en pligt , et ansvar der var blevet ham pålagt, at sørge for sin familie. Han forventede ingen tak, og fik det heller ikke. Hans indsats var en selvfølgelighed.

I tiden efter min bedstefars død , var jeg ulykkelig og frustreret. Jeg måtte høre på hvordan mine fastre Doris og Frida overdængede mine forældre med skældsord. Jeg så hvorledes de moppede og førte kold krig, for at fryse os ud af huset. En dag sagde Frida til min far: - Jeg vil trampe på dit lig . Min far reagerede ikke på disse primitive udfald , men forblev tavs.

Ude i haven boede min onkel Georg. Min bedstefar havde bygget et lille hus til ham i 1943, efter at han havde været udsat for en arbejdsulykke, der havde gjort ham næsten 100% invalid. Et planlagt ægteskab var skredet efter arbejdsulykken og Georg var bitter og syntes at livet var ham imod.

Efter bedstefars død allierede mine fastre sig med Georg, og jeg kom til at opleve Georgs hus som førerbunkeren, hvor ondskabens strategi blev udpønset. De forsøgte med sagsanlæg. Prøvede at få gjort Georgs hus til en selvstændig indhegnet parcel, og de moppede min mor når hun viste sig i haven. Onkel Georg der hidtil havde været min venlige onkel, skiftede sind og blev truende overfor mig. En dag jeg plukkede en pære i haven, var han der og sagde: - Din lille tyv, jeg skal melde dig og din far til politiet .

Georg havde et forhold til Andrea, som beboede lejligheden på 1. Sal i Villa Gurre. Hver dag kom Georg op til hende for at spise til aften. Når han skridtede ned ad havegangen og over gården, støttende sig til sin stok og svingende med det lamme ben, værdigede han mig aldrig et blik. Jeg vejrede hans pibetobak og slog blikket ned , og efterhånden vænnede jeg mig til at der ingen tale var imellem os. Men der var den psykiske barriere som et barn aldrig forstår. Jeg var bange for ham og opfattede vinduerne i hans hus som et par onde øjne der konstant holdt øje med mig.

Mine forældre talte tit om, at livet i Teglværks Alle` havde været nemmere, og mindre problematisk. De talte også om at flytte, men min far var ikke en mand der lod sig kue. Vi klarer det. Vi har jo hinanden , sagde han.

Vi var Nørre Uttrup-borgere, og jeg var begyndt i 3. B på Nørre Uttrup skole.

Claudi Berthelsen i haven ved Villa Gurre - 1961