12. kapitel

Da vi i juni måned 1967 var godt i gang med 9. klasses prøver, tog jeg arbejde som arbejdsdreng hos snedkermestrene Christensen og Faber. Jeg blev lovet en læreplads senere på året, men skulle først arbejde mig ind i firmaet som arbejdsdreng. Min ugeløn for en 44-timers arbejdsuge var 100 kroner og 32 øre - eller 2,28 kr pr. time.

Lønnen var godt tjent, for der var tale om regulært knokkelarbejde hvor arbejdsdagene gik med at slæbe tømmer og brædder op og ned fra værkstedet, der lå på 1. sal i Sct. Jørgensgade 10 i Aalborg. Faber var den af mestrene der stod for bogholderiet og det repræsentative mens Christensen var arbejdshesten. I middagspauserne lå jeg mig ned for at hvile, når jeg havde spist min madpakke, men præcis kl. 12.29.55 var Christensen der - " Så er det på`n igen ", hvis jeg da ikke lige stod på pletten. Fra værkstedet, der lå skråt overfor Katedralskolen, var der et dejligt udsyn til de sommerklædte piger der slentrede forbi nedenfor på gaden, når de havde fri fra skolen. Ved det bedste udsigtsvindue var afretteren placeret. Afretteren er enhver snedkers onde drøm. Et kort øjebliks uopmærksomhed - og afretteren har snuppet en finger. Sådan gik det for Mogens en dag. Mogens var en ganske ung svend, der havde fået arbejde i firmaet. Hans opgave var at afrette brædder til videre forarbejdning. Mogens kørte på motorcykel og gik i læderjakke i sin fritid, og en dag stod han og drømte lidt rigeligt ved vinduet da de lårkorte sommermodeller trippede forbi. Det var en arbejdsulykke der satte respekt i mig. Jeg kunne fint forestille mig selv i samme situation. Det trak ud med at komme i lære, så da der bød sig en anden mulighed kvittede jeg min karriere som snedker.

Både Leo og Claus var kommet i lære som blikkenslager allerede året forinden, så da jeg fik mulighed for at komme i lære som blikkenslager- og rørlægger var jeg nærmest ellevild. Nu fik også jeg indsigt i det komplicerede blikkenslager-fagsprog. Mit nye firma var Wiggo Thorup og søn, Vesterbrogade 29, Nørresundby. Værkstedet lå i gården lige om hjørnet ned ad Slagterivej. Da jeg mødte der den første vinterdag, efter at jeg havde gennemgået mine første 10 uger på teknisk skole, blev jeg lettere overrasket over at se værkstedets tilstand. Det var noget andet end blikkenslagerværkstedet på teknisk skole. En jerntrappe førte op til værkstedet, der var placeret ovenpå 2 garager. Vinduerne - de fleste var slået i stykker - var støbejerns-staldvinduer, og arbejdsbordet var nærmest rådnet op. Henne i hjørnet stod kakkelovnen. Den var helt rusten, og de ildfaste sten i brænderummet manglede, med det resultat at kakkelovnen stod og lyste som en rødglødende aftenssol. Belysningen var skummel og utilstrækkelig og på væggen indenfor døren stod der skrevet - Ikke kvantitet men kvalitet - , Er det en joke, eller hva`, tænkte jeg.

Wiggo Thorup, Him self, gav mig en kort instruktion i at tænde op i kakkelovnen. Det var nu mit arbejde at møde i god tid før om morgenen og sørge for at der var varme når svendene mødte. Næste morgen var jeg på pletten. Jeg gjorde som han havde fortalt mig. Fik tændt op med avispapir og bræddestumper som jeg måtte tilvirke . Når der var godt gang i ilden skulle jeg skovle koksene ind, og herefter vifte med en galvaniseret jernplade. Jeg kunne også tage gasbrænderen til hjælp. Det gjorde jeg og det virkede. Der var helvedes koldt den morgen. Jeg stod og halvfrøs ved kakkelovnen da de første svende dundrede op ad trappen. En af dem hjalp mig med at få yderligere blus på kakkelovnen, der nu langsomt begyndte at lyse op. Lidt efter var den helt rødglødende og alle ventede nu på at " den gamle " skulle indfinde sig.

Der var ikke arbejde nok til alle svendene den vinter, og det tærede jo på firmaets ressourcer når svendene skulle have løn uden at præstere noget arbejde, og det irriterede tydeligvis den gamle, kunne jeg forstå ud af samtalerne. Men nu var han på trapperne - nu kom han. Jeg havde stillet mig i venteposition henne i nærheden af kakkelovnen og var nu spændt på hvad han ville sætte mig til. Noget af det første han sagde var: -Ned i gården med dig . - og henvendt til de andre - Hva` faèn skal så`n en knægt stå og varm` sig her med svendene for . Jeg dristede mig til at spørge hvad jeg skulle lave dernede og fik besked på at vente til nogen kaldte på mig.

Nede i gården stod jeg stand by og var parat til at udføre forefaldende opgaver som at hente smøger, bajere, koks og saltsyre. Skovle sne og hakke trappen fri for is med en skruetrækker og med passende mellemrum at komme op og fylde på kakkelovnen. Som dagene gik blev jeg også sat til at sortere nippelrør og fittings nede i garagen, og pakke fustager med zinkplader op. Zinkpladerne, der var rullet stramt i fustagen, skulle trækkes op med en tang, og der måtte ikke være mærker at se efter tangen. Det var jeg lidt uheldig med så den gamle tog over. Det blev det ikke bedre af, så han skumlede lidt.

Når der var middagspause sad vi på værkstedet og spiste vores mad. De bedste pladser på det rådne arbejdsbord tilhørte svendene og de ældste lærlinge. Jeg måtte typisk sidde og vippe på et faldrør henne ved bukkemaskinen. En dag jeg satte tænderne i en rullepølsemad, mærkede jeg med det samme at der var noget galt. Alle var stille og afventende indtil jeg løftede rullepølsen og fik øje på den sirligt tilklippede zinkplade de havde lagt under rullepølsen. Det er den slags mobning der hører faget til, og jeg kunne lige så godt grine som at få et hysterisk anfald.

Når den gamle ikke var på værkstedet, smuttede jeg op og var med i fællesskabet. Der blev "klunset" om bajere, og der blev fortalt historier om den gamle, og andre sælsomme hændelser fra arbejdspladserne.

Efter 10 uger på teknisk skole, havde jeg nok forventet at jeg skulle gøre brug af mine nye færdigheder - have lov til at lave noget rigtigt blikkenslagerarbejde. Tagrender, nedløbsrør, udluftningshætter - men sådan skulle det ikke være. I januar 1968 kom jeg på tagarbejde på Tjener- og kokkeskolen i Rørdal, der da var under opførelse. Vi skulle lave samtlige inddækninger på de flade tage. En sådan zinkinddækning kræver at nummer to fuge over det afsluttende tagpap bliver krattet ud. I den udkrattede fuge skal zinkkanterne så fastgøres med murhager og senere forsejles med elastisk fugemateriale. I sjakket var jeg sammen med 3 svende. Arbejdsfordelingen var ligetil, Jeg skulle kratte alle fugerne ud og senere bringe materialerne og værktøjet op til svendene. Det var dem der stod for montagen. I disse januardage var vejret ekstremt dårligt. Der stormede og piskede ned med skiftevis hagl og sludsne. Der var modbydeligt koldt. Og hvad lavede svendene ?. De sad i skuret og drak bajere. Jeg var deres alibi, for overhovedet at forblive på arbejdspladsen, og fugerne skulle jo krattes ud.

Man kan kratte fuger ud på to måder. Lettest er det at fremstille et værktøj : 3 store søm slået igennem en lægte. Dette sømbrædt kører man så frem og tilbage i den bløde fuge, indtil mørtlen er væk. Er fugen for hård må man slå den ud med en lille fladmejsel. De fleste fuger på kokke- og tjenerskolen var af den hårde type. Der var langt til enden og der var skide hamrende koldt og ensomt på taget.

Jeg var dog ikke alene på taget. Der var også en tagdækker der var ved at lægge tagpap på. En dag gav han pludselig et ukontrollabelt skrig fra sig, smed hvad han havde i hænderne, og forlod sin arbejdsplads. Han var blevet vanvittig af kulden.

I februar/marts var jeg med på Digmannsvej, hvor der skulle installeres fjernvarme. De første dage gik med at slæbe radiatorer ud til alle lejlighederne. Herefter skulle radiatorerne monteres og der skulle bores huller igennem etagerne. Rørføringen i kælderen der indbefattede en del svejsearbejde var lagt i hænderne på de svende der havde dette arbejdsområde som deres speciale. Hele arbejdsgangen blev organiseret og tilrettelagt af de erfarne akkordsvende, der nok vidste hvordan de skulle hente et pænt overskud hjem på projektet.

Digmannsvej var på det tidspunkt beboet af mennesker der for det meste havde en skæv vinkel på tilværelsen. Mange var på Socialhjælp, nogle var misbrugere og psykisk syge, og enkelte var skingrende vanvittige, men generelt var det flinke og gæstfrie folk der tog pænt imod os og bød på kaffe og øl, når vi var i lejlighederne for at udføre vores arbejde. Men nogle havde deres gode grunde til at være reserverede overfor os. En enlig dame på 2. sal nægtede således at lukke os ind før vi gik ned i gården så hun kunne identificere os fra sit køkkenvindue. Da vi endelig kom ind i hendes lejlighed, så vi hvorledes hun omhyggeligt havde dækket alle sine malerier/billeder der hang på væggene, ind med hvide lagener. Alle billederne havde et bibelsk motiv. Der var en frygtelig stank i lejligheden af noget indeklemt. Så var der anderledes lystigt henne hos en enlig herre - en pensionist der boede sammen med sin psykisk retarderede datter. Konen var død for et par år siden og nu var her drikke/spillebule og bordel for pensionistvennerne. Jeg var med en svend oppe i lejligheden for at bore radiatorer op. Vi havde nok på fornemmelsen at datteren lå inde i soveværelset. Jeg blev sendt derind med boremaskine, vaterpas m.m. Datteren lå ganske rigtig inde i sengen med en af de gamle mænd - men det skulle jeg ikke ta` mig af - sagde hendes far . De havde et tyndt lagen over sig, men det kunne ikke skjule hvad der foregik. Sengen knirkede og pigens tomme blik matchede den korsfæstede Jesus Kristus der hang over dobbeltsengen og så ned på det umage par i sengen. Jeg startede boremaskinen og stemte fra mod sengekanten. Rystelserne fra boremaskinen forplantede sig videre til sengen, hvor den nøgne pensionist nu havde rejst sig halvt op for at følge med i arbejdsgangen.

Aktiviteten i sengen blev nu indstillet indtil jeg havde fuldført mit arbejde. Horebulen vakte en del forargelse på Digmannsvej. Manden havde ellers været så respektabel fortalte naboerne - men efter konens død ! . . .

Nu blev datteren hver Torsdag afhentet i Taxa, for at blive kørt til socialkontoret, hvor hun fik udbetalt sin socialhjælp. Jo de gamle hyggede sig. Henne hos en ærværdig frue blev vi budt på kaffe. Fruen bad os om at flytte flere af hendes tunge møbler. Hun var nødt til at gøre rent, og hun havde altså også sendt de her små dyr, som huserede overalt, ind til skadedyrslaboratoriet bl.a. bl.a. bl.a. . . .

Vi var ramlet ind i et klokkeklart eksempel på rengøringsvanvid - ingen tvivl om det. Da jeg senere borede huller i væggen, var fruen ved at miste besindelsen. Men jeg hjalp hende med at støvsuge, meget meget grundigt. Min næste arbejdsplads var et boligbyggeri på Jørgen Berthelsens vej. Her skulle vi installere faldrør. Mit arbejde bestod bl.a. i at hugge huller i betondækket med muggert og spidsmejsel. Vi kunne vel have klaret det nemmere med en lufthammer, men jeg var jo billig arbejdskraft til 79,30 kr. om ugen. Faldrørene blev samlet med pakgarn, der skulle bankes ned i samlemuffen med specielle pakmejsler. Den øverste trediedel af muffen skulle fyldes med flydende bly, som vi holdt i den rette temperatur i en støbeske over et gasblus. Faldrørene skulle monteres før murerne støbte slidlag og lagde fliser, og faldrørsmufferne til toiletter og andre afløb skulle passe med millimeters nøjagtighed. Det var ret imponerende, at det kunne lade sig gøre - syntes jeg , og jeg følte mig en smule stolt over at have været med til at fuldføre arbejdet.

Kort tid efter at lejlighederne var blevet beboet, blev vi en dag tilkaldt. Faldstammen i en opgang var stoppet. Den slags arbejde er lige til: Lortet skal ud. Mesters søn William afmonterede renseklappen nede i kælderen, og jeg forsøgte at pikke i lortet med en stor skruetrækker. Men der skulle andre midler til. William stak nu armen op i det komprimerede lort og hev noget ud. Nu kom det hele væltende. Det var en sammenhobning af menstruationsbind der havde forårsaget tilstopningen. Vi skyllede os så godt vi kunne og jeg skovlede det ildelugtende stads op i en spand. William var ikke i tvivl om hvor det kom fra. - Stik mig spanden - sagde han, og gik op på 2. sal hvor kvinden boede. Hun fik overrakt lortespanden til videre ekspedition, og så tog vi hjem for at blive soigneret.

Selv om min løn var lav, var der indbygget mulighed for at tjene lidt ekstra. Jeg fik således del i overskuddet når jeg var med på akkordarbejde og overarbejde forekom også. Alt i alt tjente jeg i 1968 , 5373 kr. I 1969 planlagde jeg sammen med en kammerat en sommerferie til Bulgarien. Vi sparede op - 25 kr. pr. uge. Pengene satte vi ind på en konto i Nørre Uttrup bank, og D. 7. juli 1969 rejste vi ned bag jerntæppet, til sol , billig champagne og en række enestående oplevelser. !0 dage efter at vi landede i Bulgarien betrådte de første mennesker månen. Det var en fantastisk tid.

Den første dag efter ferien havde jeg et sammenstød med den gamle. Måske var han knotten fordi så`n en knajt havde ført sig frem som verdensborger i ferien. Han lurede på en lejlighed til at overfuse mig, det kunne jeg tydeligt mærke

Vi skulle skille et stillads af, og det var gået planmæssigt indtil videre. Han stod nu og rykkede i det sidste element, men det bandt i samlingerne. Hans hænder var formet om røret forneden på stilladselementet, der når det blev løsnet ville falde ned og ramme ham i hovedet - måske.

- Ta` den bjælke der og bank nedenfra og op . - skreg han til mig. Jeg bankede med bjælken, og som jeg havde forudset bankede elementet lige ned i skallen på den gamle. Han var gasblå i ho`det af raseri og han råbte:

-Din satans knajt - skrub af helvede til med dig - jeg vil ikke se dig for mine øjne . - . Jeg var i en position hvor jeg kunne styre situationen, så jeg ville gerne have en lidt mere uddybende besked.

-Hvor skal jeg skrubbe hen, sådan mere præcist Hr. Thorup?

-Bare af helvede til - til du rådner op .

Det var grimt snak fra en voksen mand, og jeg tænkte at endnu et gok i skallen måske kunne kurere tilstanden.

Enden på balladen blev at jeg blev sendt til Vadumhallen for at pudse rosetter. Jeg var lidt uforstående, men jeg tog ham på ordet. De næste dage tog jeg mig god tid og nød min frihed i Vadum. Jeg forstod godt hvis rosetterne havde fremkaldt en aggression i den gamle Thorup. Det var en ny slags 3/8" stålrør der var blevet brugt som varmerør i Vadumhallen, og rosetterne der skulle dække rørgennemføringerne i gulvet , var fremstillet af forkromet plastic, og de var sølet til i beton. De var umulige at rengøre, og de lod sig heller ikke udskifte. Det var et uløseligt problem, og det var den gamle der hang på ansvaret. Oppe i Vadum gik jeg og ventede ugen ud på at han skulle dukke op, men det gjorde han ikke.

Mandag morgen mødte jeg igen på værkstedet. Da han så mig sagde han: - -Sagde jeg ikke at du skulle skrubbe af helvede til ?

- Jo, men er det ikke her ! - og de rosetter kan ikke pudses blanke.

I 1970 blev Karl Erik ansat i firmaet og han var en mand som den gamle ikke kunne hundse med. Han forlangte også ordentligt arbejde - godt akkordarbejde, og det fik han.

Jeg skulle hjælpe Karl Erik med arbejdet, som bestod i at installere varme i Social boligselskabs afd. 10 på Østerbrogade/Østergade i Nørresundby. Det var et stort projekt som strakte sig over et halvt år. Normalt var jeg vant til at blive kostet rundt med efter den gamles forgodtbefindende, men det satte Karl Erik en effektiv stopper for. - Han bliver her - du må sgu` finde en anden til at lave dit spjæld .

Vi var fredet på arbejdspladsen, og så kun yderst sjældent den gamle. Karl Erik fik kun udbetalt minimaltimelønnen på godt 11 kr. i timen, på trods af at det var akkordarbejde der ville udløse en betydelig større timeløn, og det følte Karl Erik var en chikane fra den gamle.

På afd. 10 var der et alletiders arbejdsmiljø. Vi arbejdede og vi hyggede os. Vi tog af og til en "kitdag" i skuret. Det var når der kom godt gang i kortene og bajerne. Men efter en kitdag gav vi den altid en ekstra skalle. En af arbejdsmændene hed Erik, og han hørte til den slags mennesker der ikke er bleg for at give en omgang. Det blev til mange bajere og mange skægge timer når Erik med sin rundhåndethed gav os anledning til en pause. Vi "lynede" også. At "lyne" er at slå et zig-zag lyn på væggen med et stykke kridt, og så give hver sit bud på hvor lang at stregen er. Et trænet blikkenslagerøje rammer resultatet med en centimeters nøjagtighed, så ofte var det halve centimetre der afgjorde spillet.

Onsdagen før påsken var traditionelt en "kitdag", og sådan var det også for os. Den dag var vi mange i skuret, bl.a. også kollegaer fra det konkurrerende blikkenslagerfirma Nøddelund.

Der blev fortalt historier fra gamle dage, og jeg hentede den ene omgang efter den anden. En time før fyraften indfandt den gamle sig i skuret. Jeg skulle skære et par rør, med gevind i begge ender, og lægge det bag i hans bil. Det var en mand der havde bestilt det, en der selv skulle installere en vaskemaskine. Jeg styrede mine skridt så godt jeg kunne over til skæremaskinen, og skar rørene. Jeg syntes godt nok de var mærkeligt bløde. Efter påske fik jeg at vide at det var galvaniserede elektrikerrør jeg havde skåret gevind i - af den slags der klapper sammen ved bare et strejf af en rørtang .

Godt at jeg ikke var i Gas- og vandmester Thorups bukser da de rør skulle afleveres.

Heldigvis var jeg på teknisk skole i de næste 5 uger. Så da jeg efterfølgende mødte den gamle, var episoden gået i glemmebogen.

Den sommer havde vi planlagt en knallerttur til Sverige og Norge, men ikke detaljeret nok, skulle det senere vise sig. Vi var bare besat af tanken om at drøne derudaf, og opleve den uindskrænkede frihed. Allerede i `68, havde Munk og mig været på knallerttur til grænsen, så Sverige og Norge afskrækkede os ikke - uanset hvor mange kilometer og uanset hvor mange strabadser det end måtte medføre. Denne gang havde vi også Simonsen med, og vi havde 3 uger til vores rådighed.

Vi startede en tidlig morgen hjemme fra Gurre. Jeg måtte tage det meste bagage, da jeg havde tween-saddel på Puchèn. Det bevirkede at jeg ikke kørte så stærkt som de andre to. Et sted midt i Vendsyssel overmandede regnen os, og Simonsen måtte ind til en købmand og købe en billig regnfrakke. Vi var ellers udstyret med cowboyhat, solbriller og frynsevest, men dette kombineret med kraftig regn og flagrende plasticregntøj, var ikke lige "The look of the year". Men vi nåede færgen og kom også et godt stykke op i Sverige før den første misforståelse indtraf. Det var Simonsen der besat af fartdjævelen, trak Munk med sig og drønede nordud ved Arjäng, hvor jeg var sikker på at vi skulle dreje. Vi fandt heldigvis hinanden igen, og aftalte herefter formationskørsel. Vi var således tre glade gutter der ankom til Oslo dagen efter.

Men i Oslo tog problemerne til. Gearkablet på Munks Puch knækkede, og det var os umuligt at finde en Puchforhandler, eller et knallertværksted der kunne udbedre skaden. Der var ikke andet for end at Munk måtte tage den første færge hjem. Simonsen og jeg fortsatte nu ufortrødent vores rejse ud i de norske fjelde, og det vakte stor opsigt da vi kom larmende ind i den norske provinsidyl i Hønefoss, hvor vi slog lejr og gik i byen om aftenen. De norske ølpriser motiverede os dog hurtigt til at søge længere mod nord. Vi kom til den lille flække Gulsvig, hvor en gammel gubbe havde en campingplads. Her var den blanke sø, det lille vandfald og teltpladsen på fjeldet som vi havde drømt om , og her fandt vi ro et par dage. Om aftenen samledes vi om bålet, og jeg fik lejlighed til at finde guitaren frem. En lærerfrue fra Fyn var opsat på at give et par af fædrelandets sange, så den var fin med kompasset. Ved bålet sad også en Hollandsk far med sin 10-årige søn. Faderen fortalte at han året forinden havde mistet sin "yndlingssøn" og nu var her på ferie med sin overlevende søn. Det syntes jeg lød mærkeligt. Drengen var ikke i samme grad som sin døde broder værdig til faderens kærlighed. Han måtte leve i dødens skygge. Disse tanker fremkaldte billeder i mig fra dengang jeg selv var en dreng på 10, og senere inde i teltet fortalte jeg Simonsen om min onkel hjemme i haven der til stadighed mødte mig med tavs kulde. Efter Gullsvig satte vi kursen mod Nord ind i Hallingdal. Lidt nord for Nesbyen brød uvejret løs, og vi besluttede at vende om.

Næste dag punkterer Simonsen, og vi har ikke lappegrejerne i orden. Heldigvis får vi knallerten og Simonsen transporteret med rutebil til Larvik. På havnen i Larvik, hvortil vi ankommer sent, falder vi i snak med to alkoholikere. En politipatrulje finder os her og tager os med på politigården, hvor de, for at beskytte os, indlogerer os i detentionen, hvilket vi tager som endnu en sælsom ferieoplevelse.

I Frederikshavn blev Simonsen afhentet af sine forældre, og ene mand satte jeg kursen hjemover, men ved Hjallerup ville min knallert ikke trække mere, udstødningen var stoppet. De sidste 20 km hjem gennemførte jeg med rutebil.

Vi var lærlinge, også hvad angik rejselivet. Men vi havde lært lidt om at klare os selv i pressede situationer.

Efter de glade dage på afd. 10, hvor jeg kunne hæve et overskud på 753 kr, svarende til 5 ugers ekstra løn og hvor Karl Erik fik fordoblet sin løn, kunne jeg nu se frem til et makkerskab med den gamle og William i de næste 16 uger. Der skulle lægges nyt skiffertag på Langholt skole og Vodskov skole.

Vi startede i Langholt. Arbejdsfordelingen var lige så uretfærdig, som jeg havde frygtet. Den gamle, William og en svend skulle sidde på taget og slå skifferpladerne på. Jeg skulle sikre forsyningerne af skiffer, kit, søm og klammer. Det krævede at jeg løb stærkt. Den gamle frydede sig når han sad oppe på læ.gterne og råbte ned: - " Kit, søm, klammer - kom nu .. Jeg måtte tilsidesætte alle sikkerhedskrav for at følge med. Jeg løb hen over lægterne og de nye skifferplader. Op og ned af stigen. En dag bevægede den gamle sig op på taget efter en frokostpause. Han havde sand under skoene og skred direkte ud over kanten, faldt videre ned og slog kraniet mod byggekranens metalramme - og blodet væltede ud. Der blev ringet efter ambulancen, og jeg gik ned for at vinke ambulancen på vej når den kom. Jeg tænkte : Dør han, ( gør han ) ?. Den gamle overlevede faldet, men holdt sig herefter fra tagarbejde.

Et af problemerne ved skifferdækning er det tjærekit man tætner samlingerne med. Tjærekit er som navnet antyder en tyk klæbrig tjæremasse, der er meget uhåndterlig at arbejde med. Tjærekit smører man på med en skelske men om vinteren er kittet hårdt og næsten umulig at arbejde med.

Sidst i november er vi klar til at påbegynde arbejdet på Vodskov skole. Den gamle har lavet en opfindelse. Han vil fremstille tuber med tjærekit, således at man kan sprøjte det ud af en secomasticpistol. Patronerne fremstiller vi af 50 mm plasticrør som vi saver til i den rigtige længde. Teoretisk bør det kunne lade sig gøre, men hvordan fylder vi patronerne med tjærekit ? Den gamle har ladet fremstille et stort 6" rør med en studs på. Studsen vender nedad, og røret er placeret på 3 støtteben. Vi fylder nu tjærekit ned i røret med en skelske. Det er koldt og stift, derfor må vi varme røret op. Det lykkes os, omend det er det værste gratværk, at få fyldt røret 2/3 op.

Den gamle har lavet et stempel til røret således at tjærekittet kan presses ud i patronerne. Men det er for hårdt at presse ud selvom vi bestandigt varmer røret op. Den gamle begynder så småt at erkende at opfindelsen ikke er rationel. Med møje og besvær , og med hjælp af en stor bjælke som trykstang, lykkes det os - vi er fire personer involveret, at få fremstillet en serie patroner der er grattet til i tjærekit Før patronerne kan genbruges må jeg rense dem i petroleum. Den gamle begynder nu at indse at projektet er håbløs, og da han endelig erkender fiaskoen, er jeg selvfølgelig igen en satans knajt. Ja - det er også min skyld at han har fået tjærekit på sin lyse vindjakke.

Jeg har været i lære 3 år nu, og har 1½ tilbage. Jeg kender magthierakiet så godt, at jeg ved, at når den gamle har fiasko med sine dispositioner må jeg påregne skideballer. Han kan ikke selv rumme nederlag, og han har ikke styrke nok til at adressere sine problemer til de rette kanaler, eller indse sin egen utilstrækkelighed. Han hakker nedad og lader den svageste i hierarkiet blive skyldbæreren. Denne egenskab er jeg nu i stand til at sætte i perspektiv, og drager en parallel til andre voksenpersoner jeg har mødt i min opvækst. Men ud af denne erfaring erkender jeg også at jeg har været underlagt disse magtmisbrugeres dominans, ja ind imellem føjet dem for at behage og glatte ud. En dag har den gamle sat mig til at slæbe nogle 4" galvaniserede rør på 6 meters længde, fra den ene ende af byggepladsen til den anden. Jeg udfører arbejdet, selvom jeg dermed udsætter mig for en permanent rygskade . Men hvorfor skal jeg spørge ham om hjælp når han ikke selv tilbyder den. Det vil jo bare give ham anledning til at overfuse mig endnu engang. - Sådan tænker jeg, men jeg ved godt at det er galt. Det er mig der må sige fra, også overfor en myndighed som min mester.

Murermester Madsen kommer mig til undsætning da jeg slingrer afsted med det tunge rør på skulderen. - Hvem har sat dig til at bære det rør - nu skal jeg hjælpe dig, siger han.

De tilgrattede patroner kommer i anvendelse ved skifferpålægningen, men senere viser det sig at taget ikke er tæt. Den tynde stråle kit fra secomasticpistolen har ikke været tilstrækkelig til at tætne samlingerne med. Det betyder store efterreparationer, og en ikke særlig god reklame for firmaet, der ellers påstår sig at være specialist i skiffertage. Men langt inden denne konstatering er gjort, falder også William ned fra taget og kommer alvorligt til skade.

Det er næsten tragikomisk. Men det selvsikre mesterpar, der et par måneder forinden, frisk og frejdig sad og råbte på Kit og klammer, er nu begge uarbejdsdygtige arbejdskraftreserver.

I det sidste år af min læretid bliver jeg betroet flere og flere selvstændige opgaver. Jeg har også erhvervet kørekort, og kan nu futte rundt i firmaets biler: En Hanomag varevogn med lad, og en Morris 1000, Model bindingsværk. En gang imellem er det nødvendigt at bruge den gamles bil: En Wolsley med ægte læderindtræk. Bilerne er, omend de er synet, i en dårlig sikkerhedsmæssig stand. En dag jeg er på vej til Vodskov , og ved Halsvejen ser rutebilen holde ind til siden, vælger jeg det sikre, ikke at overhale, men holde ind bag ved bussen og vente til den kører videre. I bakspejlet ser jeg nu en stor lastbil komme tættere og tættere på. I det øjeblik er der allerede reserveret plads til mig i ventesalen hos Sct. Peter. Jeg sidder helt stille og venter på det store bang. Lastbilchauføren der ved udkørslen fra motorvejen ikke kan få bremserne til at lystre på den regnvåde vejbane, må træffe et hurtigt valg: - At banke ind i den lille Morris der holder bag bussen, og dræbe føreren, eller tage chancen og dreje over i modsatte vejbane for højst sandsynligt at kollidere frontalt med en modkørende. I sidste øjeblik vælger han den sidste løsning og strejfer kun den lille Morris, der dog bliver presset op under bussen, og falder delvist fra hinanden.

Lastbilen havner selv i den modsatte grøft - chaufføren er dybt rystet. Jeg er sluppet helt uskadt fra påkørslen. Den eneste fysiske smerte jeg registrerer er et gevaldigt hold i nakken. Ude på vejen ligger Ilt- og gasflasker og en masse småværktøj spredt. Den gamle Morris er totalskadet. Lokalbetjenten er i færd med at registrere dækkenes tilstand. Jeg taler med lastbilchaufføren, og hører hans forklaring af uheldet. Senere får jeg kørelejlighed ind til byen. Værktøj og andet ragelse vil jeg, i denne situation, ikke bekymre mig om. Hjemme ved den gamle beretter jeg om uheldet, men hans attituder udstråler: “Satans knajt” - så jeg skrider hjem uden videre. Dagen efter spørger Wiggos kone Valborg mig om uheldet. - Gud ske lov - du slap med livet Ole - du gjorde jo bare det rigtige . . Jeg forstod da at de havde talt om det.

I mit sidste år i firmaet arbejder jeg meget selvstændigt. Jeg er spjældmontør, med alt hvad det indebærer af særegne oplevelser. Nede i de mørke kældergange i Vesterbrogade 29, hvor firmaet har kontor og lagerplads kommer jeg en dag til at smadre en toiletkumme. Den gamle vil ikke blande sin forsikring ind i det, men kræver at jeg erstatter toiletkummen. Han vil trække beløbet i mine feriepenge. Jeg henvender mig til fagforeningen med problemet, og den gamle kommer selvfølgelig selv til at æde den regning. I januar 1972 består jeg min svendeprøve på teknisk skole, og har nu et par måneder tilbage, hvor jeg i realiteten er svend, men kun modtager lærlingeløn - 304 kr. om ugen.

Min afsked med firmaet bliver temmelig brat. Da jeg har 10 dage tilbage af min kontraktperiode bliver jeg en dag sendt ud til bilsynshallen i Nørre Uttrup, der er under opførelse. Her har Wiggo Thorup og søn leveret en stor oliebeholder, der nu er gravet ned på plads og tildækket. Desværre har den gamle glemt at notere sig beholderens nummer. Jeg bliver beordret ud og grave beholderen fri og finde nummeret. Jeg kører godt nok ud til bilsynshallen, men smutter lige indenom købmand Axel og tager en pose bajere med. Jeg har på fornemmelsen, at det bliver min sidste dag i firmaet, at det er i dag jeg skal vriste mig fri af den gamles greb. I arbejdsskuret ved bilsynshallen inviterer jeg elektrikerne på en bajer. Vi sidder i skuret og har det hyggeligt da den gamle lidt efter indfinder sig.

- Her, jeg har taget en skovl med til dig - kom så ud og grav den beholder fri .

Stemningen i skuret er med mig og jeg siger:

- Nej, beholderen er deres problem Thorup, de må selv grave den fri - Jeg er færdig her .

Elektrikerne gav også deres mening til kende, og det var en slukøret Wiggo Thorup der tog sin skovl og gik. Jeg husker mest at det var en solskinsdag, og at jeg tog direkte hjem.

Jeg havde samme følelse, som da jeg som 12-årig glædede mig til om tirsdagen, når jeg skulle hente det nye David Crocket-blad hos købmand Pedro. Jeg glædede mig til et nyt kapitel.