Vi boede i en lille to-værelses i Teglværks Alle`, lige overfor Østre Anlæg. Om foråret kom andefamilierne med de små ællinger over i gården. Der var også vildkatte i den baggård, og af og til gårdmusikanter og lirekassemænd som konerne smed penge ned til i avispapir. I min spæde barndom lå jeg i barnevognen på altanen. Herfra kunne jeg kommunikere med min mor, som stod i køkkenet.
Hr. Kolding der boede i stuen fik vel pension af en eller anden slags. Han var altid hjemme. Han var utilregnelig. F.eks. dengang han sad bag køkkengardinet og smed antændte kinesere og kanonslag ud i gården, hvor jeg legede. Jeg blev vildt bange, og bag gardinet så jeg Kolding stikke sit gavtyvefjæs frem. Jeg tror det tilfredsstillede ham at se min angst.
Da Kolding endnu var gift, kom han en aften op til os på 1.sal. Han bad min far om hjælp til at save dobbeltsengen over. Han skulle skilles fra konen, hun kom alligevel aldrig tilbage til ham. Hun kunne lige så godt få sin halvdel af sengen. Han ville ikke mere eje den.
Dobbeltsengen skulle saves over nu og her. Jeg fulgte med min far ned i Koldings soveværelse og overværede den mærkværdige handling. Sengen blev klodset op således at min fars store tømrersav kunne trækkes frit igennem dobbeltsengens Maghonifiner. Det var ejendommeligt. Min far førte saven og Kolding stod nærmest og heppede. Hvad gør man ikke for det gode naboskab ? Min far savede en seng over, og bibeholdt et rimeligt forhold til den formentlig skizofrene underbo.
Hr. Møller var en velklædt bankmand. Overordnet stilling i sparekassen og en nydelig kone. Møller var bøsse, og havde ofte herrebesøg. Beboerne i opgangen bemærkede at det var unge mænd og ofte af udenlandsk afstamning der kom og besøgte Møller. Man sagde at Møller fandt dem på havnen, og at det var synd for fru Møller.
Karl Martin var en fedladen dreng, der altid stod og skreg på puddersukkermadder nede i gården. Hans mor kastede madpakkerne ned i gården fra køkkenvinduet på 4. Sal.
Viceværten, Røgilds var også togfører, og en gang tog han mig med på en togtur til Tylstrup. Jeg var med inde i førerkabinen. Det var en rejseoplevelse jeg ikke glemmer.
Min mor bagte tit kage, boller og franskbrød. Det var der lidt status i, ihverfald overfor Rulle-Henrik, hvis mor altid købte brød hos bageren. Min far var murer, og jeg kunne godt li` lugten af murepuds på hans arbejdstøj. Når han kom hjem havde jeg ofte gemt et forsuttet bolche oppe på gasmåleren. Det blev han altid glad for. Om aftenen lavede jeg nogle gange teater for min far og mor i stuen. Jeg havde tegnet mine egne kulisser som passede ind i bunden af en skotøjskasse. Figurerne var små papfigurer, som vi hjalp hinanden med at klippe ud. Jeg delte soveværelse med mine forældre. Min seng stod henne ved væggen tæt op ad dobbeltsengen. Vi havde kakkelovn i lejligheden. En stor sort blankpudset. Det at pudse kakkelovn var en del af rutinerne i hjemmet.
I en kort periode gik jeg i børnehave i Islandsgade, I børnehaven lærte jeg en sang: “Pudse kakkelovn”. Den sang jeg for mine forældre, Det morede dem lidt. Sangen hed “Gud ske tak og lov” - men det havde jeg fået galt i halsen.
I naboejendommen boede flere af mine kammerater. Per, Henrik og Store Jan. Vi var ret tidlig til at ryge dengang, og i en alder af 6 år, det var før jeg kom i skole, var jeg blevet set - rygende på en smøg - sammen med Per. Min far tog det meget roligt. Da jeg samtidig, af tandlægen, havde fået instrukser om at bide i en blyant, for at rette den ene fortand til, foreslog min far at jeg kunne ryge på hans pibe, og vippe lidt med den mellem tænderne. “Forbudsspændingen” blev således bortelimineret og den sure pibesovs gjorde sit til at begrænse rygningen. Jeg lovede min far at holde op med at ryge når jeg havde lært det. Da han døde i 1981, kvittede jeg rygningen - for altid. Jeg havde da lært at ryge.
En dag vi legede i Østre Anlæg fandt Jan en død måge. Den var meget sød, syntes vi. Jan slæbte mågen med hjem, op på femte sal. Hans mor ville ikke vide af kræet . I skraldespanden med den. Jeg prøvede så at tage mågen med hjem til min mor, men her var grænsen ligeså tydelig. Tilbage til skraldespanden. Vi havde et forhold til dyr - døde og levende - som de voksne ikke forstod. Om aftenen kunne vi i tusmørket stå midt blandt rotterne der kom op fra søens bred. Det faldte os ikke ind at rotterne var ulækre eller farlige på nogen måde. Vi var ikke bange for dem. Vi så de var grå og brune og hørte deres pibende kommunikation.
Karl Åge ligger ved fodlisten og ebber ud. Krampepulsslag gennemryster kroppen, og for drengens blik antager Karl Åge skikkelsen af en mand, han engang har set, hive efter vejret.
Drengens hånd er fastlåst efter kastet. Hans blik går fra buret henover hånden ned til fodlisten, hvor Karl Åge sygner i døden. Han ryster, græder ,går hen og tar Karl Åge op. Han putter ham ind til sin kind. - Karl Åge, han siger det stille. Han er grebet af frygt, fatter ikke hvad han har gjort. At slå ihjel. Denne følelse er så kold og kvælende.
De havde adopteret Karl Åge fra en familie der ikke ville vide af ham. Karl Åge var aggressiv, ville hakke efter fingrene. Karl Åge kunne drikke snaps, snakke som en papegøje og danse som en klovn Drengen holdt af Karl Åge som en ven.. Han ville kæle og snakke. Karl Åge havde gengældt drengens kærtegn med at hakke. Drengen ville ikke slå ihjel, men var blevet hidsig og havde kastet Karl Åge mod fodlisten.
Drengen begravede Karl Åge bag en busk. Han dækkede de blå fjer med sort jord og døde blade. Han satte et kors af en ispind.
Østre Anlæg var vores verden. Her byggede vi huler og fandt hemmelige stier. Om vinteren kælkede vi ned ad den ikke særlig stejle bakke, lavede snemænd , kastede med snebolde og stod på skøjter på fodboldbanen der var omdannet til skøjtebane.
Om sommeren udspionerede vi “børnelokkerne”, som var gamle damer der sad på bænkene i Østre Anlæg. Hvem der havde udnævnt dem til børnelokkere ved jeg ikke, men rygtet fortalte at de havde store spidse dolke i deres tasker, og at de lokkede børnene med sig hjem ved at byde slik. Vi lå på lur bag buskene og fablede om at snige os ind på damerne og snuppe dolkene op af taskerne. Så havde vi jo noget vi kunne vise politiet, når børnelokkerne skulle anholdes. Vi skabte vores egne film på en måde, og vi besatte selv hovedrollerne . Vi var heltene.