18. kapitel

Karriere - dette franske ord, der betyder væddeløbsbane, og indgår i vort sprog når vi taler om embedsbane, forfremmelse og anciennetet og personlig succes, har jeg altid følt distance overfor. Alligevel må jeg erkende at karriere også kan opfattes positivt. D. 28. Oktober 1974 var en dag som oktoberdage er flest. Jeg opholdt mig indendøre. Ja faktisk lå jeg i dvaletilstand på min sofa. Min karriere som blikkenslager var på dette tidspunkt blevet afbrudt af en uforudsigelig arbejdsløshed. Jeg havde været arbejdsløs i over en måned nu, og følte mig mere og mere indfanget i sløvhedens spiral. Mens jeg lå og døsede her på sofaen i en sen eftermiddagstime kom der pludselig en tanke, eller var det en tone, flyvende ind i min hjerne. Tanken havde form som en verselinie. Selv om det dunkede i hovedet da jeg rejste mig, trodsede jeg anstrengelsen og satte mig hen til skrivebordet. Uvilkårligt greb jeg guitaren og anslog en akkord. Verselinien fik nu en melodi, og snart arbejdede jeg ihærdigt på at forme en sang med vers og omkvæd. Sangen havde et vist socialrealistisk tilsnit. Min inspiration var Slagter Kristensen i Nørre Uttrup. Hans butik var lukket, og jeg mødte nu af og til den før så muntre slagter i bussen, når han var på vej ud i dagen for at finde en ny mening med tilværelsen. Min sang hed “Slagter i en soveby” og handlede om en tidligere slagtermester der nu levede et liv som alkoholiker. Det var bestemt ikke fordi jeg så Kristensen som alkoholiker, men snarere handlede sangen om min egen frygt for at havne i et misbrug som følge af arbejdsløshed. Jeg var begyndt at tænke alvorligt over tilværelsen, og havde fundet et værktøj, hvormed jeg kunne fastholde og udvikle mine tanker. I den kommende tid skrev jeg den ene sang efter den anden. Jeg indspillede sangene på båndoptager, og kunne således følge min egen udvikling som sangskriver. Teksterne var alle hentet ud fra min dagligdag. I “Altid vågen om natten “ satte jeg ord på arbejdsløsheden: Jeg vader rundt omkring mig selv ved ikke hvad jeg skal gi` mig til og jeg hører klokken den slår to åh denne evige rastløshed det er ikke til at holde ud jeg kan aldrig nogen sinde finde ro I Fluernes paradis sang jeg om toiletforholdene på en byggeplads: Her i fluernes paradis skal vi både skide og pis og tørre røven i en avis og være tilfredse - naturligvis værs`go og spis og et bidrag til miljødebatten lød således: Se dit fortov se din himmel se den kulsorte røg ka` du mærke du bli`r svimmel ka` du mærke du bli`r sløj Sangene var protestsange fra en vred ung mand der følter sig afvist af samfundet, efter at have opfyldt sin pligt som skoleelev, lærling og værnepligtig. Jeg fandt mig ikke i at blive hensat i båsen: “ Evig ungdomsarbejdsløs nikkedukke”. Jeg ville noget med mit liv. Jeg vidste bare ikke helt hvad. Sangskriveriet blev for mig en uddannelse i at observere og analysere. Jeg kunne i sangenes verden være hvem som helst eller mig selv, fortælleren eller fluen på væggen. Jeg kunne zoome ind og ud - dyrke detaljer og lave mine egne konklusioner og påstande. Melodierne flød til mig og nærmest sprang ud af ordene. Guitaren formidlede formen. Jeg var dog begrænset af at jeg ikke havde nogen musikteoretisk viden og kun beherskede de mest simple guitargreb. Jeg var dog fast besluttet på at jeg ville noget med disse sange, og jeg begyndte derfor at arbejde på et demobånd der kunne præsentere sangene lidt bedre end i den nøgne form med sang og guitar. Jeg anskaffede mig et stueorgel med akkordautomatik, og blev nu i stand til at lægge et grundspor med rytmeboks, bas og harmonispil ind på min spolebåndoptager. Med Sound on sound-teknikken kunne jeg så tilføje guitar, sang og soloinstrument. Jeg var selv dybt imponeret over resultatet af de første indspilninger og så nu en pladeindspilning som mit mål. I 1976 var jeg klar til at prøve mine sange af på en scene. Hidtil havde jeg spillet i venners lag under private former, men jeg vovede nu springet. Jeg sendte et bånd ind til Ekstra bladet, og kom med i en landsdelskonkurrence der skulle foregå i Aalborghallen. Popgruppen “Fenders” skulle spille til, og det overraskede mig lidt at de kunne spille mine melodier straks - bare de fik teksterne med becifringer. Peter Belli var hovednavnet til arrangementet, og bag ved scenen så jeg hvordan mit tidligere idol styrkede sig af med en stiv whiskey, der fyldte det meste af et ølglas. Jeg sang “En lørdag på Ambassadør” og “Rebekka” , og fik et flot bifald fra publikum. Jeg vandt ikke konkurrencen men blev bag scenen kontaktet af en programmedarbejder fra DR. Programmedarbejderen en stor og myndig ,og vist nok lidt beruset, herre ville have mit navn og adresse og lovede mig en stor fremtid indenfor Show-biz. Samme nat kom han og ringede på vores dør. Han ville have mig med ned på Roxy. Han skulle nok betale alt, bare jeg tog guitaren med. På Roxy fik jeg plads ved programmedarbejderens bord og fik serveret en pariserbøf og en guld-tuborg. Snart gjorde de plads på scenen for mig , og jeg sang så igen mine to sange. Der var ikke helt den samme respons som i Aalborghallen, men alligevel - sangen om Ambassadør gjorde indtryk og den måtte jeg synge en gang til. Omkvædet i “Ambassadør” lyder : “Aldrig i mit liv nej ikke før jeg dørkan jeg glemme den lørdag på Ambassadør”, og refererer til en lørdag på Ambassadør, hvor Lotte skred med en anden fyr der hed Per. Det var en grum oplevelse at se sin kæreste i armene på en anden. Sangen var som skrevet til miljøet på Roxy, hvor brudte forhold og løse forbindelser drikker sig ind på hinanden. Da programmedarbejderen blev sluddervoren kørte jeg hjem igen - og iøvrigt har jeg ikke siden set eller hørt noget til manden. I 1978 meldte jeg mig igen til Ekstra-bladets pladechance. Jeg vandt de indledende runder i Næstved og Haslev og kvalificerede mig hermed til finalen i Tivolis Koncertsal. Med finaledeltagelsen var jeg også sikret en pladeindspilning, idet at alle finalemelodierne skulle udgives på Lp. Der var meget skriveri i Ekstra bladet op til finalen, og jeg blev særdeles fint omtalt. Jeg følte således at jeg havde alle odds med mig. Et par dage før finalen kontaktede jeg Eugen Tajmar og Eyvind Breck, der representerede henholdsvis Booking-bureau og pladeselskab. Her blev jeg klar over at jeg skulle underskrive nogle kontrakter før finalen. Kontrakterne, der handlede om profit, binding og afgivelse af rettigheder, kunne jeg ikke underskrive. - Hvis du ikke skriver under, er du færdig i denne branche - sagde Breck til mig. Jeg blev placeret som nr. 5 med 34 point for sangene “Rebekka” og “Det magnetiske bånd” ,og udkom på pladen der var forudbestilt i 25.000 eksemplarer, men ikke blev solgt i et eneste eksemplar - ihvertfald har jeg aldrig fået hverken Royalty-, Koda- eller NCB-penge for produktionen. Lykkeligvis havde jeg allerede inden mit engagement i pladechancen sikret mig en pladekontrakt hos Peter Abrahamsen, Metronome - og i september tog jeg til København for at indspille 10 af mine sange til Lpèn “Altid vågen om natten”. Til indspilningen var hyret producer og musiker Flemming Ostermann og musikerne Ethan Weisgard, Karsten Simonsen og Peter Danstrup - et firkløver der spillede sammen i gruppen “Cox Orange”. Indspilningen blev et vendepunkt i min forståelse af samarbejde, organisation og ledelse. Når jeg selv i dag skal styre en kreativ proces, så finder jeg stadig inspiration i at tænke tilbage på den studiesession i 1978, hvor Flemming så suverænt fik det optimale ud af mit tekst- og musikmateriale. Det er muligt at jeg kunne have udviklet en stor karriere indenfor underholdningsbranchen. Min plade fik gode anmeldelser, jeg var på Roskildefestivalen og havde flere jobs rundt om i landet, men trangen til at skrive nye sange - at afdække nye områder af mig selv og mit livssyn, var større end fascinationen af at processere sig selv i rampelyset i en fastlåst rolle. Min næste plade , var et resultat af mit arbejde i Thulevejens ungdomsklub, hvor jeg sammen med en gruppe unge og en anden medarbejder udviklede musicalen “Smid masken”, som var et opgør med menneskers rollespil. Jeg skrev sangene til forestillingen, men manglende resourcer blokerede for gennemførelsen. Sangene blev et år senere indspillet i Sweet silence-studiet i København., I december 1982 udkom “Smid Masken” på Gyldendals pladeselskab “Exlibis”. Pladen var markant anderledes end “Altid vågen om natten” - og hvor jeg tidligere var blevet udråbt til en ny John Mogensen, faldt min stjerne betragteligt med dette nye udspil, der efter nogle anmelderes mening var en tand for pædagogisk . Man har på fornemmelsen af at sidde og lytte til en løftet pegefinger, var der en der skrev. Jeg er draget af det pædagogiske arbejdsfelt, og efter fire år på Thulevejens Fritids- og ungdomsklub og med en uddannelse som klubpædagog i bagagen er jeg parat til nye udfordringer. Der er bidende koldt på stranden, hvor jeg går en tur inden jeg skal til jobsamtale på Røde-korscentret. Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er , jeg er på vej ind til, men ifølge nyhedsformidlingen er centret beboet af 220 iranere, der er kommet hertil som en konsekvens af "verdens bedste flygtningelov". Campingpladsejeren har udtalt sin bekymring i en forsideartikel: Havde det bare været polakker - folk af vores egen race, men disse mørklødede fremmede skræmmer turisterne væk. På kroen i Hune, hvor jeg tidligere på dagen var inde for at vejre stemningen, fortalte en bargæst mig, at de kalder rutebilen for "hvidløgsekspressen". - Jo, de lugter af hvidløg og slås med knive, men det har du vel læst om i avisen ? Jobsamtalen forløber positivt, og jeg bliver ansat som halvtids aktivitetsmedarbejder. En ny centerleder bliver også ansat. Det er den fjerde leder i de tre måneder, centret har eksisteret. Jeg besøger samme eftermiddag nogle af centrets beboere, og det bliver klart for mig, hvilket enormt behov disse ulykkelige krigsflygtninge har for menneskelig kontakt. F.eks møder jeg en iransk 5-børns familie. Familiens 2 voksne sønner er fængslet i Teheran. Faderens sammenknugede ansigt udstråler en desperat fortvivlelse som jeg må prøve at forstå. Da jeg møder næste morgen bliver jeg kaldt til en af stuelejlighederne. En ung mor med et spædbarn har forskanset sig på toilettet. I stuen sidder manden. Den store panoramarude ud mod torvet er blevet knust af brosten. Det er lokale bøller der i nat har forvoldt hærværket. Manden fortæller at de råbte og skreg ude på torvet - Go home, Go home - og kastede med sten og flasker. På centret er der ansat en leder og en kontorassistent, en dag- og en nattevagt, en praktisk medarbejder og en sygeplejerske, som må påtage sig at registrere alt der vedrører sundhed og sygdom, fysisk og psykisk . Mine 20 timer bliver hurtigt til 40 - 60 - 80 - 100 timer om ugen. Om natten er der mange uforudsete problemer, og ofte må vi udlevere beroligende medicin. Som røde-kors medarbejdere har vi ingen overenskomst. Ofte arbejder vi i 3-døgns vagter. Der er ingen læge, ingen psykolog, ingen tolke tilknyttet centret. Den lille gruppe af tyrkiske kurdere, der har boet her siden starten, har endnu ikke talt med et menneske. De irakiske, iranske, palæstinensiske og libanesiske asylansøgere klarer kommunikationen via engelsk- og tysksprogede talsmænd. Men alle vogter på alle. Hvem er spion ? Hvem er ven, Hvem er fjende ? Ved den daglige postuddeling er der kaotiske tilstande. Mange har dæknavne, og posten skal jo i de rigtige hænder. Svarene på asylansøgningerne, fra direktoratet for udlændinge, lader også vente på sig. Nogle får afslag, og frygten for at blive udvist af landet breder sig og gør ventetiden til et sandt helvede. På centret er der ca. 80 børn. Under de givne omstændigheder er ingen forældre i stand til at tage vare på børnene eller at etablere et tilnærmelsesvis normalt familieliv. Nogle forældre vælger at "beskytte" børnene ved at holde dem indespærret, mens andre i afmagt lader børnene sejle deres egen sø. Der er ingen skole- eller pasningstilbud. Børnenes virkelighed bliver derfor hård og på junglelovens præmisser. En frivillig pædagog arrangerer en dag, børnehave på centret. Børn og mødre bliver inviteret til at deltage i klippe/klistre-aktiviteter. Her afsløres det hvor galt det står til med børnenes finmotorik. De kan ikke holde på en saks eller et stykke farvekridt. Alle skal have massiv støtte for at klare selv den mindste opgave. Flygtningebørnene har alle en barndom til gode. Som når der er flådebesøg i Aalborg, vrimler det også her med unge piger, der søger en oplevelse. For de muslimske kvinder på centret er disse seksuelle udskejelser, hvor skolepiger går på omgang mellem hanløverne, dybt krænkende. Narkohandlere og andre kriminelle tiltrækkes og forsøger at etablere et marked. På torvet samles motorcykelfolket og weekenddrankerne. Der flyder med glasskår og der pisses op ad murene. Situationen tilspidses dag for dag. De iranske asylansøgere indleder - i protest mod den langsomme sagsbehandling - en sultestrejke ,der afvikles under pressens fulde bevågenhed. Ude i samfundet forarges folk over, at flygtninge, der indkvarteres på luksushotel med fuld forplejning og lommepenge, kan tillade sig at sultestrejke. På røde-kors centret på Livø, der er isoleret midt i den frosne fjord, udspiller der sig et gidseldrama, hvor personale og politifolk bliver truet på livet af desperate asylansøgere. Denne episode får myndighederne til at reagere ganske uhensigtmæssigt. Man beslutter, ud fra sikkerhedsmæssige overvejelser, at samtlige libanesiske asylansøgere i Danmark skal tvangsinterneres på Middelgrundsfortet i Øresund. Libaneserne i Blokhus må således flytte med få timers varsel. Det menneskesyn der her udgår fra Ninn-Hansens ministerium, er vel et af de sorteste eksempler på rascisme overfor en etnisk minoritetsgruppe i Danmarks historie. Men eksemplet var ikke enestående. Tamilsagen, der senere førte til regeringens fald, var under udvikling, og på Røde-kors centret i Torup på Sjælland, følte en politibetjent sig truet og skød en nervesvækket asylansøger. Det skete 5. marts 1986. Dagen efter blev der, som en direkte konsekvens, bevilget lærer- og pædagogtimer til Røde-kors centrene landet over. Desperationen og vantrivslen på centrene, og det deraf afledte samfundshysteri, havde kostet et menneskeliv, og man forsøgte nu med endnu en lappeløsning. I Blokhus kunne vi allerede året forinden, i marts 1985, tilbyde danskundervisning til voksne asylansøgere. Undervisningen blev varetaget af et frivilligt hjælpekorps bestående af medborgere fra alle samfundsgrupper. Aktivitetsmidlerne, 1 kr. pr. dag pr. asylansøger, blev således brugt til undervisningsmaterialer, men også det store fællesskab blev tilgodeset. Der blev købt musikinstrumenter. Centret havde frem til sommeren 1985 sit eget iranske orkester. Asylansøgerne kunne midt i mismodet dyrke deres egne sange og danse - og der ud af skabe lidt glæde og forventning. Den passive ventetid på centret kom typisk til at strække sig over en periode på et halvt år til 2 år. Turisterne lod sig ikke, som frygtet, "skræmme væk". Tværtimod oplevede Blokhus et turistmæssigt boom i disse år, og for de lokale handlende og næringsdrivende skabte centret økonomisk vækst. Men det er altsammen historie nu. Kun den grå spøgelsesruin på torvet, og hvidløgsduften fra de sydlandskinspirerede restauranter på hovedgaden, vækker minder om Røde-kors center Blokhus og det liv ,der var her engang. I 1986 møder jeg den Libanesiske flygtning Ibrahim - en stor dreng på 17 år, der forundres over at ingen i denne verden vil hjælpe ham. Han er opvokset i Beiruths krigshelvede, og har oplevet al krigens vanvid og ondskab. I røde-kors center Kollerup, hvor jeg nu arbejder, skiller han sig ud som utrolig opmærksomhedskrævende - en dreng der om nogen , kan bære betegnelsen: Krigsskadet. En dag søger han min hjælp. Han vil skrive et brev til dronningen, hun må da kunne forstå ham. Ibrahim får som de fleste andre flygtninge fra den libanesiske borgerkrig, afslag på sin asylansøgning, men han er i besiddelse af en utrolig fightervilje, og han er parat til at kæmpe for sin ret til at forblive i Danmark. Brevet til Dronningen - skrevet på en lap papir med et stykke fedtet farvekridt, giver mig inspiration til sangen “Dear Queen”, som jeg indspiller sammen med Flemming Ostermann. Jeg udsender sangen som støtte- single-plade for krigsskadede børn, med en strygerkvartet-version med Kim Sjøgren og 3 andre musikere fra Det kongelige kapel, på B-siden. Sangen bliver brugt i et P-4 portræt af Ibrahim - en udsendelse der senere kåres som “bedste radioprogram” og belønnes med “Den gyldne hest” i Madrid. For Ibrahim var sangen vigtig. Den gav ham ny styrke og håb. Sammen drog vi ud på skoler, hvor Ibrahim fortalte sin historie og jeg sang sangen og informerede om flygtningenes vilkår i Danmark. For Ibrahim var dette kun et lille skridt på vejen. Han skulle en lang og sej kamp igennem før han 2 år senere, efter 6 afslag, endelig fik asyl i Danmark. På det tidspunkt opholdt han sig i Norge som asylsøger og havde fast arbejde i cafeèn på Oslo hovedbanegård, hvor han på klingende Norsk betjente kunderne. Det paradoks at mange afviste Libanesiske flygtninge fra Danmark, opholdt sig i Norge, og her, efter måneders tovtrækkerier modtog deres danske asyl , var en af de skumle dispositioner der forstærkede min mistillid til min arbejdsgiver og den danske flygtningepolitik iøvrigt. Det lugtede langt væk af juridisk plattenslageri. Ofrene, de svage , autoritetsforskrækkede og traumatiserede asylsøgere, der ikke havde sproglige og kulturelle forudsætninger for at forstå den danske lovgivnings spidsfindigheder,blev eskorteret til grænsen til en uvis skæbne. De stærke fandt smuthullerne og overlevelsesmulighederne . Ibrahim var en af de allerstærkeste. Måske han en dag dukker op på den politiske arena, eller finder han sig måske til rette som restauratør ? Han sagde engang til mig: - Ole, når jeg får asyl, så kan vi starte et Kebab-house på gågaden i København, Århus eller Aalborg. - Folk er bare helt vilde med at spise her ! I 1987, hvor jeg var ansat som kulturformidlingsmedarbejder hos Dansk flygtningehjælp i Aallborg, samlede jeg etniske grupper blandt flygtninge i Aalborg og lod dem indspille Lpèn “Længsel”, en plade med sange fra 7 forskellige kulturer. Dette projekt var også et opgør med den vanetænkning i kulturformidling der strækker sig til bordtennis og sommerudflugter. I begyndelsen mødte jeg meget modstand, men da projektet voksede og fik medieomtale blev det et prestigeprojekt for flygtningehjælpen og vigtigst var at vi med projektet også fik åbnet for de store kreative og kunstneriske resourcer der er så rigt repræsenteret i flygtningegrupperne. Med “Længsel” påbegyndte jeg et samarbejde med Claus Hvass fra Aalborg. Claus er en af Aalborgs grænsesøgende musikere og en rigtig dygtig guitarist. I 70èrne var han bagmand i “Johnny og de kolde dæmoner” og medstifter af foreningen “Ny musik”. I Claus` studie indspillede vi i årene 87 - 94, sammen med dygtige lokale musikere, fire Album: “Flygtning”, “Verden til forskel”, “Havner ved havet” og “Basic Needs”. Pladerne blev udsendt på mit eget selskab “Gurre Records”. Vi eksperimenterede til stadighed med musikformen , som indeholdt elementer fra den mest forfinede klassiske udtryksform til rå og upoleret rock. “Basic Needs” indeholdt 13 rocknumre på engelsk. Sangene udgjorde i december 1994 forestillingen “Basic Needs” på “Det hem`lige teater” i Aalborg. Sangteksterne var inspireret af mit arbejde med omsorgssvigtede børn. CD-udgivelsen var en kraftanstrengelse - både økonomisk og følelsesmæssigt. Det var alt jeg havde at gi`, jeg lå i denne skive. Jeg troede også på at den kunne sælge - men nej, havde de 3 foregående plader været et kommercielt flop, så var “Basic Needs” det i særdeleshed. En eneste afspilning af et nummer i Nordjyllands radio, var hvad DR ofrede af opmærksomhed på denne plade. Det klare signal fra det etablerede rytmiske miljø var: Hold dig langt væk fra Rockscenen - der er nok der slås om pladserne. Jeg forsøgte at tilbyde det kompetente orkester, med hvem jeg havde spillet i hele december måned på teatret, til byens spillested Skråen, men opnåede kun at blive inviteret til en amatørkonkurrence for nye bands. Det var dybt deprimerende, og det var måske her at enhver anden ville have smidt håndklædet i ringen. Men jeg der er født på disse kanter, og altid har følt jantelovens nærvær. Jeg der ved at ingen i denne by får lov at vokse sig stor, vidste at der kun var et at gøre. Jeg lyttede til min fars stemme: - Ikke give op Ole - Vi klarer den nok - Vi har jo hinanden . Jeg justerede atter engang mit bakspejl, og fandt der små glimt fra livet i Nørre Uttrup, og før jeg vidste af det var et nyt projekt på vej. I september 1995 er jeg sammen med Flemming i et sommerhus på Samsø, for at udvælge og bearbejde numre til Cdèn : “ Nørre Uttrup i mit bakspejl”. Vi opstiller budget og planlægger indspilning i København, med hovedparten af musikerne der 17 år tidligere medvirkede på “Altid vågen om natten”, i november måned. Da jeg tager fra Samsø ved jeg, at jeg må skaffe pengene på en eller anden måde - aftalerne binder. Men jeg kender situationen fra før. Jeg ved at når jeg sætter al min viljestyrke ind, så kommer der også en løsning.

 

 

Demobånd: Automatikorgel, guitar og en Tandberg båndoptager med Sound on Sound teknik.  


1994: Min yndlingsbørnebog "Barbapappa`s  skole" , som jeg har læst for mine børn og som er mit værdigrundlag i mit arbejde med mennesker, blev til en rock-sang på albummet "Basic needs". Her en musikvideo optaget i Kling Klang studiet

Første sceneoptræden - Aalborghallen Februar 1976

Demonstration på Gammeltorv 1980 

Kulturpris til "Længsel" 1988