14. kapitel

En brun stue. Et gammelt skrivebord. Store mørke gardiner. Et vægur der tikker monotomt. Spritflamme og sur tobaksluft Moderen kommer ind med barnet, sætter sig på en stol overfor lægen. Hun tager barnet op på skødet. Lægen , gammel og krumbøjet , med stetoskop om halsen, siddende i skrævende stilling , fanger barnets hånd , og låser den mellem sine knæ. Barnet er skrækslagen. Moderen tysser: -Så, så, så, du skal ikke være bange. Det går nok.. Lægen har 2 par briller på - ovenpå hinanden . Han ryster på hånden og fører søgende kanylen frem mod barnets arm. Han er tavs. Har tunge åndedræt. Han kredser med kanylen, som skytten der søger sit mål og hugger sejt og grundigt. Barnet skriger. Lægen kigger ud gennem de dobbelte brilleglas: - Sådan det var ikke så slemt. Vat, kloroform , hvid kittel. Jeg prøver at genkalde mig stemningen i læge Palludans konsultation. Han boede på Nytorv og i min erindring fremtoner han som en mand på 75 år - eller mere. Jeg var rystende bange for at blive stukket og holdt i tvangsgreb. Han holdte mig jo, som var det en skruestik. Han spurgte ikke om lov, forklarede sig ikke, men udførte kold og kynisk sin “lægegerning”.

Jeg hadede at komme til skolelægen. Jeg var som regel nummer 2 i rækken. Kun Andersen eller Andreasen var foran. Lægeundersøgelsen i 1, klasse foregik i gymnastiksalen. Fra indgangsdøren, hvor vi stod i række, skulle vi efter tur skridte over gulvet til lægen. Jeg bildte mig da ind, at det var duften af fernis og sved der gjorde mig dårlig , men inderst inde genkendte jeg sceneriet fra Doktor Palludans brune stue. Da vi senere i skoleforløbet skulle testes for calmette, var jeg blandt dem der ikke reagerede med en lille rød plet på huden. Af angst for at skulle have den store vaccination i skulderen, lavede jeg et sugemærke på armen, som jeg viste til skolelægen - og fik godkendt. Jeg kendte min angst, og undgik behændigt at komme i situationer der kunne udløse et kollaps.

Sessionslokalet er en stor skolestue. Det kan fint anvendes til håndgerning eller sang, tænker jeg da jeg går ind. Jeg har netop afført mig mit tøj ude på gangen, og går nu frem - kun iført underbukser. For enden af lokalet sidder der en jury. 3 militærpersoner der skal afgøre ens skæbne indenfor landets forsvar. De stirrer og måler den krop der er foran mig - om lidt er det min tur til at stå der.Lige ud for mig, op mod vinduerne, er lægen klar til at tage imod. -Stå der ., beordrer han. Det der nu sker opfatter min underbevidsthed som et angreb. Jeg hefter mig ved hver en detalje - ser nærmest handlingsforløbet i slowmotion. Han bukker sig. Tager noget i hænderne. Det ligner antenner. Han fører det i en drejende bevægelse fra et bord, hvor der ligger rustfri-stål-instrumenter, i en opadgående vinkel imod mit ansigt. Hans ansigtsudtryk er iskoldt. Han angriber. Sætter tingen op mod mine øjne. En lang hyletone. Stemmerne bliver fjerne. Jeg synker sammen. Han forlanger at jeg skal stå op. Men jeg kan ikke . Jeg er langt væk - ser stjerner.

Lægen og en hjælper får mig på benene. -Det er en synsprøve,” forklarer de. -Det er et par briller du skal have på, så vi kan teste dit syn. Blev du dårlig ? . Jeg er ikke i stand til at se symbolerne på tavlen. Det hele flyder ud. Jeg tager mig til hovedet. Nu famler han med noget igen. En militærgrøn tingest med et manometer på. Jeg skal have den om armen. - Jeg ta`r blodtrykket, siger han. Men jeg har mistet tilliden, får en mærkelig smag i munden, og glider bort i min indre hyletone.

De har slæbt mig hen i hjørnet, hvor jeg efter en tid kommer til mig selv igen. Jeg ser at sessionen forløber planmæssigt. Der er en der får tjekket synet, og en der står til beskuelse. De har opgivet at lægeundersøge mig. Jeg bliver henvist direkte til beskuelsesjuryen. Der bliver stillet en stol frem til mig, og den ene af herrerne fyrer en joke af, om at jeg da vist er den første soldat der har siddet foran en sessionskomitè` - i underbukser. De kræver nu en forklaring. Er det epilepsi ? - Er jeg måske en tøsedreng ? ( de siger det ikke direkte, men spejderjagongen afslører deres syn på mig ). - Om jeg har noget arbejde ? Jeg fortæller dem om mit arbejde. Jeg er blikkenslager. Er for tiden på tagarbejde. Kan balancerer på en tagryk. Og er ikke bange for noget som helst - hvis det er det de tror. - Jeg har det bare sådan med læger, der uden at forklare , hvad de har til hensigt, forgriber sig på min krop , med instrumenter jeg ikke kender. - Så besvimer jeg. Jeg har nu alle chancer for at unddrage mig militærtjeneste, ved at vedkende at jeg er en vatpik, en mordreng en slapsvans. Jeg skal bare bekræfte deres syn på mig, ved f.eks at sige: - Jeg er bange for at besvime når jeg kommer i pressede situationer. Jeg er bange for våben. Jeg tror ikke jeg dur som soldat . Men jeg gør det stik modsatte. Viser trods overfor disse tre skrivebordsgeneraler og siger: - Jeg vil gerne ind til søværnet, hvor der er frisk luft. Lad mig komme ud at sejle. Ud at gøre gavn for fædrelandet . - Ja, ja . siger de - det kan vi jo prøve. Jeg får en henvisning med til en neurolog, der senere banker mig på knæskallen med en sølvhammer, og i øvrigt konstaterer at jeg er egnet til militærtjeneste.

D. 19. Oktober 1972 forlader jeg Aalborg og Pia og drager i tjenesten. Auderød hedder lejren, hvor unge mænd gøres til kampduelige mandfolk på 3 måneder. Her er det kæft trit og retning. En skrigende idiot guider os på plads i en stor sal, og vi får nu udleveret vores tøj og militære udrustning. For dem der blot har “den mindste tone i livet” er det muligt at melde sig til tamburkorpset til optagelsesprøve. Den springer jeg på. Vi er 2 til optagelsesprøven. En balmusiker, der kan sit dansktop-repertoire, og bliver antaget. Og så mig der kan Røde-mor og anti-EF-sangene udenad, men ikke har tænkt at afsløre mit politiske ståsted i dette lidt højreorienterede forum.

- Spil noget, hvad kan du ? , spørger de. De er tre befalingsmænd med kasketter og guldbånd.

- Jeg spiller efter gehør. Jeg kan ikke noder og så`n , forklarer jeg indledningsvis. Jeg er ikke tryg

- Spiller du guitar, så spil ! Her ta` guitaren . En af dem rækker mig en guitar.

- Spil “Pippi Langstrømpe” - den kan du vel ?

Jeg prøver i C-dur og synger. - Her kommer Pippi Langstrømp` - Trala Hup Trala Hop Trala Hejsa-sa . Det er ikke overbevisende.

De afbryder mig. - O.K. . Det er vist ikke lige det vi har brug for. Så - Farvel .

Da jeg lukker døren og går ned ad trappen hører jeg deres hånlatter. - Trala Hup - Trala Hop - Trala Ha, Ha , Ha .

Som værnepligtig indenfor søværnet er man inddelt i 5 rangordener: Møl - Overmøl - Granit - Supergranit og Oversuper-trotylgranit. Dette er selvfølgelig de værnepligtiges egen fortolkning. Officielt er vi orlogsgaster og de 3 første måneder er vi elever på søværnets eksercerskole.

En Oversuper Trotylgranit - en værnepligtig med 0-14 dage tilbage - vil tolke forløbet således: En møl bærer huefjeder, pudser sin maskinpistol, vasker sig og har pressefolder i bukserne. En Granit kan proppe sin hue ned i et ølglas, åbne bajere med maskinpistolen og har hul på knæene i sin udgangsuniform. En Oversuper Trotylgranit er bare helt cool - og tar ikke imod ordrer. En sådan flok Oversuper Trotylgranitter mødte jeg senere på flådestation Frederikshavn, hvor de stod tiltalt for at have sejlet en gummibåd ud fra flådestationens område i beruset tilstand, med den hensigt at gå på værtshus. De var blevet arresteret af militærpolitiet på havnekajen i Frederikshavn og erkendte selvfølgelig deres “skyld”. Et par af disse Oversuper Trotylgranitter fik en måneds ekstratjeneste på¨flådestationen - og det var de helt cool overfor.

I mølperioden i Auderød, var vi virkelig grønne. De lærte os at pudse sko, skille og samle maskinpistolen ,at placere huen en fingerbredde over øjenbrynet og at møve os igennem en mudderpøl. De nyuddannede sergenter hundsede med os: - En, to, tre ,fi-re - Ret, rør - højre om . - og de truede os med disciplinærstraffe som f. eks. nægtelse af landlov, for selv den mindste foreteelse Ved den første “landlov”, op til en weekend, skulle vi mønstres og stuerne inspiceres. Vi havde valgt den mest ekstreme person som stueformand. Da lejrkommandanten kom for at inspicere stuen, stod vi alle ret, og stueformanden blev kaldt frem til kommandanten der spurgte:

- Hvad hedder du - og hvor kommer du fra orlogsgast ?

- A hier “Niesvis” og a kommer fra “Wranstei ., svarede han på klingende vendelbomål ,og smilede med sine delvis tandløse gummer.

- Vrangsted, hvor i landet ligger det ? Kommandantens dialekt er ærke-københavnsk.

- Vræænsteii - det ligger ve Løøøkken . - svarer “Næsvis” endnu mere drævende. Selv om det er strengt forbudt at grine, og dermed bryde den højtidelige seance, kan vi ikke lade være med at sprutte. Selv kommandanten trækker på smilebåndet og går hurtigt videre til næste stue for at inspicere for nullermænd og tyggegummi under bordene.

Sommeren 1972 havde jeg pådraget mig condylomer. En tidlig morgen, hvor jeg skulle duppe condylomerne med ætsende dråber, tabte jeg hele flaskens indhold ned over de ædle kropsdele. Det var noget der gjorde avs, og dobbelt pinligt var det, fordi jeg samme eftermiddag skulle med min nye kæreste, Pia, til stranden. Jeg kunne knap bevæge mig, og virkede frastødende overfor kærtegn. Jeg var nød til at fortælle hende det. Hun kunne heldigvis se det morsomme i denne condylommasakre - og vi grinede meget af det den sommer..

I min første tid i Auderød havde jeg stadig et par condylomer, og jeg kom under behandling på Rigshospitalet. Hver Onsdag kørte “hypokonderexpressen” - en bus med syge møl - til København. Der var dårlige rygge, dårlige tænder, dårlige øjne/ører , dårlige nerver og så mig med min dårlige. De fleste i hypokonderexpressen håbede på at få en lægeerklæring der kunne fritage dem for værnepligten. Den forhåbning havde jeg ikke, så jeg nød bare turene til København, og den frihed der automatisk fulgte med.

I Auderød havde vi skiftevis nattevagt. Vi skulle ikke lave andet end at sidde standby ved telefonen. Det var et vigtig led i vores uddannelse hed det sig. En sådan nat skrev jeg, som tidsfordriv, et brev til Pia - på søværnets officielle papir. Jeg udformede brevet som en hilsen fra søværnets velfærdstjeneste, til kærester og koner til orlogsgaster:

Som kompensation for manglende sex, forårsaget af værnepligten, ville man betænke kæresten/konen med en lille “opkvikker”. Jeg ville så købe en “krillerbasse” i København og sende den sammen med brevet. En Onsdag, hvor jeg var i København, fik jeg også købt tingesten og puttet den i konvolutten, men jeg glemte konvolutten på Rigshospitalet. Pia, der var sygeplejeelev, fik dagen efter brevet med “krillerbassen” fra Søværnet og med Rigshospitalets stempel på. Det virkede meget overbevisende.

Jeg var rigtig forelsket i denne tid, og glædede mig usigeligt til at komme hjem til Pia, fredag aften. Jeg følte den sidste togstrækning fra Hobro, med stop i Arden og Skørping, som uendelig lang.

En gang om ugen havde vi landlov fra kl. 16 til 24. I dette tidsrum kunne vi nå til København og indtage en vis portion øl, inden det atter gik hjemad med S-tog og privatbane. Vi havde fået skriftlig ordre på hvilke værtshuse vi ikke måtte komme på i uniform. Dette forbud virkede selvfølgelig modsat dragende, og de første restauranter jeg stiftede bekendtskab med i København var de forbudte. På “Postillonen” i Istedgade fik vi byens billigste bajere, og en aften fortsatte vi på pornoklub. Vi var ikke så alvorsfulde og sammenbidte som det øvrige publikum, men var højrøstede og grinede af de “seriøse” scener vi fik at se. En gammel tysker fik pisk og et ungt par fra narkomiljøet, udførte monotome samlejebevægelser. Vi blev inddraget i showet og et par stykker af os fik bundet en lille sløjfe på. Pornomiljøet blev ikke yderligere belastet af vores besøg. Det var sgu for dyrt og for kedeligt.

Efter 2 måneder i Auderød fik vi besked på hvor vi skulle udstationeres. Jeg havde egentlig søgt om at komme ud at sejle, men jeg skulle til Frederikshavn og være bolværksmatros på flådestationen. Det var et af flådens mest attraktive steder. Alle der havde en kone eller kæreste i Jylland havde søgt til Frederikshavn, der foruden Holmen og flådestation Korsør var det eneste landtjenestested indenfor Søværnet. Måske var det sessionskomiteen der havde en finger med i spillet og havde indstillet mig til et rekreationsophold. I hvert fald blev mine 9 måneder på flådestation Frederikshavn synonym med “den evige hvile” og “den altopslugende kedsomhed”.

Flådestation Frederikshavn. Danmarks nordligste værn mod den røde hær. 36 veluddannede marinesoldater og eliten af søværnets officerer. En national stolthed. Sådan kunne det være og sådan ville de gerne have det til at se ud. Men når der ingen krig, eller krigstrussel er, bliver spillet svært at holde i gang. Kedsomheden dræber initiativet. Det gode fortsæt tæres af den dårlige undskyldning. Selvtilliden styrkes med uniformer , tomme titler og lommelærker i skuffen.

36 værnepligtige fordelt på 3 skift, udgør selve forsvars/beredskabsstyrken. Deres opgave er, på skift, at sidde stand by ved telefonen som kun koner og kærester ringer til. Desuden skal de forestå den daglige rengøring. Eller rettere efterrengøring, idet de først skal gøre rent når det professionelle rengøringsfirma ude fra byen har gjort rent. Dette arbejde uddelegere af rengøringsofficeren, der i lighed med flådestationens andre officerer er tæt på pensionsalderen. En anden nøgleperson er presseofficeren, af hvem det kræves at han, når der med måneders mellemrum er flådebesøg, kan forfatte en fireliniers pressemeddelelse til den lokale avis.

En af flådestationens aktive befalingsmænd er kasernekommandanten der hver dag skal fløjte i sin fløjte når flaget hejses.De værnepligtige der skal binde flaget og trække det op , ynder at drille kasernekommandanten under disse ceremonier. De fumler med flaget og mister grebet, alt imens at kasernekommandanten blæser i sin fløjte. Reglerne foreskriver at der skal fløjtes indtil flaget er i tops. Og kasernekommandanten er meget autoritetstro. Nogle gange er han helt blåviolet af at holde fløjten i gang.

Efter min hjemsendelse genså jeg kasernekommandanten i TV-serien “På med pilen - Palle”. Kommandanten var dygtig til at skyde med armbryst og blev nærmest nationalhelt. Man kunne læse om ham i damebladene, og han kunne sikkert have gjort karriere som folketingsmedlem eller studievært. Men et mord satte en stopper for den charmerende kommandants succes. Han tog livet af sin kone. Skubbede hende i den tomme svømmepøl hjemme i parcelhuset.

Flådestation Frederikshavn forestod nogle hemmelige minestransporter til grænsen, hvor værnepligtige deltog som vagtpersonale. Minerne blev transporteret med godstog efter en tidsplan som kun befalingsmændene kendte. Jeg var en gang med på en sådan minetransport. Som vagtpersonale var vi udrustet med maskinpistol med tre skarpe skud i magasinet. Vi kunne komme i en situation hvor vi måtte skyde for at forsvare minerne. Det var dybt alvorligt - tilsyneladende. Vi var en befalingsmand og fire granitter på vagtholdet der drog af sted med toget. Første holdeplads var Fredericia, hvor vi ventede flere timer. Vi var to mand der holdt vagt. De to andre hentede øl så vi ikke skulle forfalde til kedsomhed på banelegemet. Vi opdagede nu at der var en vis frihed i den hemmelige mission. Befalingsmanden var med på at vi hyggede os, bare vi ikke gav os til at lege med de skarpe skud. Senere ankom vi til Padborg, og vi overnattede i Åbenrå. Næste dag skulle vi eskortere en minetransport mod nord. Heller ikke her kendte vi planen. Vi vidste bare at når toget standsede måtte vi på skift ud at patruljere. I Århus, hvor vi holdte i lang tid, havde jeg fri og kunne sove, men i Randers var det min tur. Det var midt om natten. Vi gjorde holdt på Randers banegård, og jeg var lidt søvndrukken. Jeg lå godt mærke til at toget på et tidspunkt begyndte at køre baglæns. Jeg så også at min makker hoppede om bord, og så jeg heller ikke mere til det tog. Det var mærkeligt tænkte jeg, men ved nærmere eftertanke forstod jeg pludselig at toget var kørt. Toget havde selvfølgelig ændret kørselsretning i Århus, og var nu på vej mod Aalborg. Jeg var altså efterladt på perronen med en skarpladt maskinpistol. Det mest fredelige jeg nu kunne gøre var at finde lidt hvile på en bænk, og det gjorde jeg så. Jeg tog morgentoget fra Randers og satte mig til rette i en kupe ved siden af en læsende mand, der skulede lidt bekymret til maskinpistolen. Jeg stod af på Aalborg banegård. Nu jeg var i byen kunne jeg lige så få lidt morgenmad. Adskillige timer efter minetransportens planmæssige ankomst, meldte jeg mig på kasernemesterens kontor, og afleverede min ammunition. Jeg havde befæstet mit image som uduelig soldat, og det passede mig fint.

Vi gjorde hver især hvad vi kunne for at opnå frihed. Knud Erik fra Brædstrup, var nygift, og savnede sin kone. Når vi andre spillede kort om aftenen, lå Knud Erik på buffen og klagede sig. - “Jæ vil hjem i æ Week-end - sagde han. Ja han sagde det så mange gange at han snart fik tilnavnet “Æ Week-end “. “Æ Week-end” prøvede at skaffe sig en sygemelding, men lægen ordinerede forskellige nervemediciner som Stesolid, Nozinan og Truxal, med det resultat at “Æ Week-end” faldt i søvn på sine vagter, og blev mere og mere sløv. Til sidst havde han indøvet en sådan sløvhedsattitude at han kunne overbevise hvem som helst om, at han virkelig var syg, og at eneste helbredelsesmulighed var fritagelse fra tjeneste i Æ Week-end. Planen lykkedes, og det udløste selvfølgelig en epidemi af dårlige nerver blandt flådestationens granitter. Jeg gjorde mig også nervesyg og unddrog mig således en uges uddannelse som kanonskytte på Sjællands Odde.

Jeg var talsmand for granitterne, og det gav lidt ekstra frihed. Bl.a. blev jeg sendt på et talsmandskursus på Sjælland, hvor vi blev undervist i møde- og taleteknik. En anden gang var jeg til møde med Kjeld Olesen,forsvarsministeren, hvor jeg foreslog at vi fik vores grå tæpper udskiftet med dyner. Så hvis søværnets orlogsgaster i dag har opnået denne forbedring af deres vilkår - ja så har min værnepligt dog ikke været helt forgæves.

Efter en episode på flådestationen, hvor jeg overskred nogle ordensregler, og var lidt grov overfor en Officer, blev jeg idømt 10 dages isolationsfængsel. Arresten ligger i forbindelse med vagtbygningen, der altid er bemandet med 2 MPèr. MPèrne var de eneste mennesker jeg så i de 10 dage. På grund af god opførsel fik jeg efter et par dage lov til at lave kaffe til dem. Jeg fik også mulighed for at pudse vandhaner og messingventiler blanke, men det ønskede jeg ikke. Cellen jeg opholdte mig i var monteret med en seng, der blev slået op af væggen om dagen, og en lille skrivepult. Oppe i lofthøjde var der et smalt vindue, hvor dagslyset kunne trænge ind. I cellen kunne jeg sidde med mine egne tanker, og de var tunge i denne tid. Det var gået forbi med Pia, og det var jeg ulykkelig over.

Kasernelivet indbød til druk og byture. Fredag og Lørdag nat plankede vi den og hyggede os på Papas bar og Ritz. Det var lidt farligt. Blev vi opdaget kostede det landlov og måske også en tur i isolationsfængslet på flådestationen.

En aften Elley og jeg er ude bliver vi opdaget af en MP-patrulje, og vores eneste chance er at løbe alt hvad vi kan hjem til flådestationen, over hegnet og ind på stuen - og så ellers spille uskyldig når de kommer og checker. Jeg tar hegnet med pigtråd foroven, og kommer over med et par rifter i bukserne, men Elley kravler over porten. Han hænger fast på en af de spidse halvtommer jernstænger øverst på porten. Han skriger om hjælp. Jeg fortsætter hjem til de andre efter hjælp. Der er blæst til mønstring, men der er ikke tid til teater. Elley skal hjælpes fri. Jeg får det fortalt og nogle af gutterne er allerede på vej hen for at hjælpe Elley fri. Spiddet er gået tværs gennem låret. Det er dybt alvorligt men Elley kommer på hospitalet, og klarer sig uden varige men.

Mere fredeligt gik det til en anden aften, hvor jeg og Zoppe mødte 2 piger. Jeg blev kæreste med den ene, og dette blev grundigt bekræftet allerede samme nat hjemme på forældrenes polstrede sofa. Næste morgen fortalte vi gutterne om nattens erobringer, og udpenslede de saftige detaljer - som soldater jo gør. Jeg lå godt mærke til at rengøringskonen ude på gangen havde lange ører. Om eftermiddagen da jeg skulle besøge min nye kæreste, genså jeg rengøringskonen. Hun var min nye svigermor, og jeg var bestemt ikke hendes drøm, men snarere hendes levendegjorte mareridt om en ny svigersøn.

 

 

Dronningens flådestation: Gurre Records 1993

Foto fra Auderød kasserne Okt. 1972: 4. kompagni, 3. deling, 1. stue

 

 

 

 

 

 

 

Ølpause under våbentransport, men bare rolig - jeg har godt greb om maskinpistolen, der er ladt med 3 skarpe.