13. kapitel

14 dage efter min bratte afsked med Wiggo Thorup, blev jeg ansat som rørsmed på Aalborg værft. Egentlig kom det bag på mig, at jeg sådan uden videre kunne blive ansat som svend i et fagområde, hvor jeg stort set ikke havde nogen erfaring. Men det var fordi jeg ikke kendte værftet og dets arbejdshieraki. Arbejdsmiljøet på værftet var noget ganske andet end det jeg hidtil havde kendt. Her var der stempelur, uniformering og meget markerede faggrænser. Værftet var som en planet, en lukket verden befolket af programmerede robotter. Sådan var mit første indtryk, da jeg mødte den første dag på rørværkstedet. Men inden længe skulle jeg blive kendt med adfærdsmønstre og undvigelsesregler der vendte om på dette billede.

Min guide, og nye makker, var Sorte Ejler. En herlig mand med et smittende humør, der altid havde en historie i ærmet og en sang på læben. Vores arbejdsplads var nede i bunden af et nyt stort fragtskib. Skibet var kommet ud af dokken og lå nu ved kajen, længst borte på værftet. Via en landgangsbro kom vi ind i skibet, hvor der mødte os et inferno af gnistrende jern fra vinkelslibere, skærebrændere og svejsetråde. Som i en urskov af rør og stålplader, stilladsplanker og dørkriste, møvede vi os frem til det mandehul, der ledte ind til vores lille arbejdsplatform. Ejler var udrustet med tegninger og diagrammer over rørføringen, og vi kunne nu gøre os klar til dagens arbejde.

Officielt er der ingen frokostpause på værftet, men alle, også dem øverst i hierarkiet, accepterer stiltiende at der spises madpakker kl. 9 - 9.15. Blot må det foregå i det skjulte. Der er ingen der skal sidde og blamere sig ude på kajen f. eks. Da klokken er 9 trækker vi ind i et hjørne. Vi finder et passende ryglæn op ad skottet og sætter os til rette på vores sikkerhedshjælme. Her sidder vi fint, og frokostpausen strækker sig som regel til en halv time. En dag kommer der en af ingeniørerne ovre fra tegnestuen. Han snupper et par mand med åbne madkasser. Foruden de to arbejdere, må også deres mester stå til skideballe. Den slags episoder gør os lidt utrygge, for mestrene skal helst ikke føle sig tirret, så skærper de bare kontrollen.

Som rørsmed på værftet "indsmugler" man hver dag en bajer til formiddagen. I middagspausen tanker man så op i "Tutten", hvor der er ølsalg. Det er min makkers rutine, og det blir også min. Ølpauserne foregår ligeledes i små hemmelige kroge, hvor vi rykker os sammen, og måske klunser om en omgang til. Om fredagen er ølpauserne udvidet, og alle har lidt ekstraforsyninger med. Skulle det ske vi løber tør, er der som regel folk der sælger øl fra et værktøjskassedepot, eller også er der en der må tage chancen og smutte over til den lille købmand der ligger lige overfor materialeindgangen. Men det kan være farligt. En advarsel - og så er det ud.

Tomgangen, de mange ineffektive timer, på værftet er en af de mærkværdigheder en udefrakommende ikke kan forstå. Man hører jo tit om værfternes krise og konkurrencevanskeligheder, men kunne man så ikke forbedre effektiviteten. Nej, alle er tilfredse som det går. Der er god tid til ølpauser og fælles hygge i de sorte skibsskrog, når bare akkorderne balancerer indenfor de rammer der er aftalt på forhånd, og det vil i sidste ende sige en timeløn som svarer til akkordtimelønningerne på tilsvarende arbejdspladser ude i byen. De gode akkordaftaler udmønter sig således først og fremmest i bedre tid og trivsel på arbejdspladsen. Og denne trivsel må ikke sættes over styr af arbejdsivrige tempoopskruere. Solidaritet er at falde ind i rytmen og at kende koderne.

En af koderne er at benytte W`C-rummene i værftets store lokumsbygning som "sovekupe". Skillevæggene i lokumsbygningen er monteret på en rørkonstruktion. Imellem rørrammen og skillevæggen er der et mellemrum på ca. 2 cm. Her er det muligt fra det ene WC-rum til det andet at stikke en udslået tomstokke ind og skubbe håndtaget i låseposition, således at man får råderet over to aflåste WC-rum. Man har nu skaffet sig en liggeplads på gulvet under skillevæggen, hvor der kan knaldes brandert ud og soves til middag, med hjælmen som hovedpude. Det er lidt mere behageligt end at sidde sammenbøjet på et enkelt WC, med hovedet ned i hænderne. En sådan hvilepause kræver blot en rimelig tilrettelæggelse af arbejdet og en god makker.

Ejler antænder svejsebrænderen med sin lighter, og går i gang med at varme et rør op, der skal bukkes. Han finder rytmen i larmen på skibet og synger om en helt anden verden:

-Hvordan mon det går, skal vi to i år
mødes under blomstrende kastanjer
skal vi to på ny møde vårens pryd
her i denne lysegrønne by
Kastanjetræerne blomstred` langs hver en Aveny 
og solen titted` frem på ny bag hver sin lille sky
det var som hele verden jubled med på vårens pris
den første gang jeg mødte dig en vårdag i Paris .

Den store Kurt fra Års er ved at rigge et udsugningsanlæg til, hvor elsvejserne skal i gang med at svejse. Men det er slet ikke sikkert at de gider at bruge udsugningsanlægget, og det er uforståeligt, set i det perspektiv, at svejserne er i stor risiko for at dø af den giftige røg. Jeg har læst at der på Helsingør skibsværft ikke findes en pensionistklub for svejsere, gad vide om der gør det her ?

Oppe på dækket i den klare sol og friske vind, går en gammel rørsmed og monterer badeværelser. Jeg spørger Ejler, hvorfor de mon ikke sætter mig til den slags arbejde, når jeg er udlært ved en mester ude i byen, og er vant til VVS-montering. Ejler forklarer at den slags arbejde er forbeholdt de ældste svende. De har kvalificeret sig til det igennem 40 års ansættelse - så hvis jeg holder ud bliver det også min tur engang.

Jeg går i gang med at spænde flanger. Senere henter jeg en længde 1" rør som jeg skærer til , og efter at vi har drukket bajere, begynder vi at drysse over mod værkstedet for at stemple ud. Det kan ligne en sportsaktivitet denne udstempling. 2 minutter før, er det tilladt at stemple. Når klokken skifter er det første kort allerede anbragt i sprækken, og nu går det hurtigt. Ikke noget med at fumle med kortet. 1000 mand i hasteskridt eller stormløb mod udgangen.

Jeg er flyttet ind i Holbergsgade 10, hvor jeg har lejet et værelse hos Erik. Det fungerer som et kollektiv, en base for vores ture ud i byen. Vi kender hvert et værtshus i den indre by, og tilbringer mange nattetimer i Jomfru Anegade på Gas Light og på Tordenskjold. Vi har masse af penge og kun ansvar for os selv og vores job. Foruden jobbet på værftet har jeg bibeholdt mit job som bartender på "Langholt Hotel" og i "Skytten"-

Lige uden for Vodskov, af vejen mod nord, ligger "Skytten" godt placeret inde i en lille skov. Her er der bal om lørdagen. Jeg var her selv første gang som 12-årig - ja, gad vide hvordan vi kom ind, for her er jo alkoholservering. "Skytten" er sådan et sted hvor de afholder "bondebal". Jeg vil dog ikke kalde det bondebal, snarere Rockbal. Dem der kommer her er unge mennesker fra Aalborg, Hals, Dronninglund og selvfølgelig Ulsted. Dem fra Ulsted kommer her for at slås tror jeg, i hvert fald er de altid involveret i slåskampene. Før i tiden kom bokserne fra Lindholm her og så var der bare øretæver i luften. Et af de tricks de brugte var at sætte et kortsluttet hanstik i en stikkontakt. Så går lyset, og så er der ballade. Vi er altid med bussen derop. Den kører inde fra "Gåsepigen", og tilbage igen klokken 2. Vi må ikke have øl med ind i bussen, men alle er godt pyntet og skråler frække sange og de sidst nye hits. Og så er der skoven lige udenfor. Hvis du får en pige med ud at danse, og hun stadig hænger på efter 3. dans, så spørger du hende om hun vil med udenfor .Oppe i Skytten siger pigerne ja. Om vinteren er Skytten lukket, så foregår det i stedet på Langholt Hotel. Der er nogen der mener at der er bedst i Langholt. Det var her der var Topløs Gogo konkurrence . Kan du forestille dig pigerne fra Vester Hassing, Hou og Grindsted stå og svinge batterierne i en svedig Gogo konkurrence. Jo, der er gang i den i Langholt.

Jeg har stået i baren i "Skytten" og på Langholt hotel siden jeg var 17. Nu gør jeg det mest fordi jeg synes det er skægt. Ja. jeg føler det nærmest som om jeg får penge for at gå i byen. "Thin Lizzy" har spillet der. - "Sebastian" , "Musikpatruljen" og på lørdag kommer Gasolin, med ham der Kim Larsen. Men, jeg tror snart jeg holder op. Værten kan bare ikke ta` at vi går rundt med vores "Nej til EF"- emblemer på tøjet.

Jeg er blevet bedre til at spille guitar på det sidste. Det er siden Røde Mor er kommet frem. De har udgivet en sangbog med alle becifringer i - så kan man spille sammen med pladen. Og så er der jo "Europasange" med Benny Holst og Arne Würgler - "Langebro" med Gasolin kan jeg også. Den har jeg selv lyttet af.

I 1971 arbejder Claudi på det store sygehusbyggeri Sygehus Syd i Aalborg. Arbejdet består i at lave små efterreparationer efter støbearbejdet. Han besidder ikke mere de kræfter der i mange år gav ham ry som Aalborgs hårdest arbejdende akkordsvend, men er godt tilfreds med stadig at svinge mureskeen og være med i byggepladsens liv.

En dag siger Røde Carlo, en stor brovtende murersvend, til ham: - Hvad laver du egentlig her, gamle - tror du ikke ....... ?

Denne flabede hentydning fik Claudi til at kvitte jobbet. Ingen skulle klandre ham på grund af hans alder - og slet ikke denne Carlo, der også opstiller til byrådsvalget som SFèr, og tordner paroler om solidaritet og kammeratskab i faglige kredse.

Nej, Claudi vil ikke tage arbejde fra de unge svende, men efter 55 år som aktiv murer, er det svært at opfatte sig selv som pensionist. I den kommende tid gør Claudi status over sit arbejdsliv. Alle gamle regnskabs- og arbejdsbøger bliver gennemgået og der fremkommer nu en forbløffende præcis statistik. 102.086 arbejdstimer i 55 år har indbragt en løn på 476.083 kr. I snit 1856 timer pr. år til en gennemsnitlig løn på 8656 kr. Kontingent til fagforening og arbejdsløshedskasse er i årenes løb blevet til 39,054 kr svarende til 8,2 % af bruttolønnen.

I perioden er timelønnen steget 30 gange fra 70 øre til 21 kr, men stigningen har ikke været kontinuerlig. Fra 1919 til 1934 falder timelønnen faktisk fra 2,06 kr til 1,60 kr.

I 1929, da Friederich Sieker, som tidligere nævnt, overtager Sundby-Hvorup kommunekasse med et indhold på 1639 kr. - tjener Claudi 2592 kr. - en årsindkomst der svarer til 158% af kommunens likvide midler. Der må jo have været grund til at føle sig som A.P. Møller, men sådan var virkeligheden ikke. I katastrofeåret 1932, da krisen er på sit højeste, præsterer Claudi 759 arbejdstimer og en årsløn på 1175 kr., hvilket ikke er så galt endda, set i forhold til den trediedel af kommunens skatteborgere der samme år må klare sig for en årsløn på under 1000 kr.

København, februar 1940. Claudi er arbejdsløs og får udbetalt 32,20 kr om ugen. Pengene kan ikke strække og husholdningsbudgettet for en måned må derfor suppleres med penge fra bankbogen. Når faste udgifter er betalt er der 28 kr tilbage til frisør, sporvognsbilletter, tobak, reparation af lodstokke og cykel samt gave til svigerfar. Nogle måneder senere er situationen vendt. Claudi arbejder nu på Amager og tjener gode penge. Gaver og lån til familien udgør nu 75 kr af et månedsbudget , og der er råd til nyt tøj, øl, kaffe,skråtobak og brændsel. I årene 1938-43 ballancerer Claudi og Lisbeths budget på 100 kr. om ugen, og i medgangstider sparer de op til det uforudsete.

Claudi kigger ned over de håndskrevne kolonner, hvor hver en lille post afspejler livets vilkår i en given tid. Han dvæler ved en lille detalje fra Oktober 1963. Ole Klippet: 3,75 kr. Han smiler ved sig selv og laver et lille tankeeksperiment: I år 2013 må Ole punge 1300 kr. ud for en klipning. Hvis ellers stigningstakten holder sig. Men hvem siger at han overhovedet har behov for det til den tid