En guitar er for mig en levende håndgjort organisme med ridser, furer og hak - en god gammel ven med sin egen tone
og udstråling som kan inspirere tale og synge - en ven du kan beundre og kæle for - en ven som er med hele vejen.
Nogle af mine guitarer har været hos mig i mange mange år andre er kommet til og rejst igen og nogle kommet for at blive. Som guitarentusiast har du bare et dilemma - din familie af guitarer
bliver som årene går bare større og større.
Her en lille introduktion til mine guitarer.
Store Martin er lige som sin lillebror forsynet med en fishman pickup, og han har en forstærket tone som klinger meget smukt. Jeg tager ham med når jeg er ude for at spille
solo og med band. Jeg overtog ham fra en musiker i sønderjylland, og ved at han tidligere har spillet i Københavnske pop-bands. Det er som om at store Martin er til det hele. Er han først kommet
ind i et lokale og har fået afklimatiseret sig, holder han stemningen helt fantastisk - han er min uadskillige makker og svigter aldrig.
Nu vi er ved de store i familien så hils
lige på Onkel Gibson. Han er af finere herkomst med perlemorsindlæg og det hele. I USA hvor han er formet af menneskehænder kalder de ham og hans slags for "King of the Flat Tops" - en hentydning
til at han er det bedste du kan købe dig til af Akustiske Flat top guitarer. Gibson er fin nok - ikke spor snobbet, men med en værdig og - forståelig nok - arriostokratisk fremtoning. Jeg
udsætter ham ikke for hvad som helst men plejer ham med bløde anslag for ikke at støde hans forfængelighed. Helt lige sådan er det ikke og har aldrig været med Hoyer min gamle trofaste partner
siden 1978 hvor jeg købte ham for noget nær en månedsløn. Han er fin håndgjort i ædelt træ, perlemor og gyldne mekanikker af en guitarbygger i Vesttyskland. I årenes løb har jeg prøvet at
forstærke hans sprøde og diskante lyd med skiftende held. Senest har doktor Tage restaureret ham tilbage til udgangspunktet, og Hoyer nyder nu sin pensionisttilværelse blandt de andre
spillekammerater i guitarfamilien. Af og til, ved særlige lejligheder, tager jeg ham på mit skød, og så mødes vi om en sang fra dengang vi skrev sange sammen om at være vågen om natten og at
flirte med Rebekka. Nu vi er ved de store i familien så hils lige på Onkel Gibson. Han er af finere herkomst med perlemorsindlæg og det hele. I USA hvor han er formet af menneskehænder kalder de
ham og hans slags for "King of the Flat Tops" - en hentydning til at han er det bedste du kan købe dig til af Akustiske Flat top guitarer. Gibson er fin nok - ikke spor snobbet, men med en værdig
og - forståelig nok - arriostokratisk fremtoning. Jeg udsætter ham ikke for hvad som helst men plejer ham med bløde anslag for ikke at støde hans forfængelighed. Helt lige sådan er det ikke og
har aldrig været med Hoyer min gamle trofaste partner siden 1978 hvor jeg købte ham for noget nær en månedsløn. Han er fin håndgjort i ædelt træ, perlemor og gyldne mekanikker af en guitarbygger
i Vesttyskland. I årenes løb har jeg prøvet at forstærke hans sprøde og diskante lyd med skiftende held. Senest har doktor Tage restaureret ham tilbage til udgangspunktet, og Hoyer nyder nu sin
pensionisttilværelse blandt de andre spillekammerater i guitarfamilien. Af og til, ved særlige lejligheder, tager jeg ham på mit skød, og så mødes vi om en sang fra dengang vi skrev sange sammen
om at være vågen om natten og at flirte med Rebekka.
Den mest moderne guitar i selskabet er frøken Ovation Collectors Edition nr. 0500 fra 1997. Denne lille fine Ovation guitar med rund bug, har et utrolig smalt gribebrædt og en fingertouch-anordning til regulering af den forstærkede lyd, som er ganske særlig smart. Frøken Ovation har tit nydt den ære at være første reserve ved mine koncerter, for det er en meget pålidelig guitar.
En ganske særlig kærlighed nærer jeg for mine svenske plejebørn - mine Levin guitarer. Jeg glædes ved tanken om al det skønne håndværk der udgik fra Levin-fabrikken i Gøteborg i årene 1900 til 1978 hvor over en halv million ædeltræsguitarer blev bragt til verden. Disse guitarer var så gode og gedigne at Martin-dynastiet i USA opkøbte fabrikken, blot for at bevare sin egen position som verdens førende guitartilvirker. Jeg føler det som en kulturpligt at arbejde på at bevare nogle af disse enestående svenske guitarer, der i mine ører også har deres helt egen unikke lyd.
Glemte jeg nogen - Joe fætter 12 streng fra Japan, fra Kasuga-familien. Jeg købte ham af en mand der havde opgivet at spille på ham. I afmagt havde han slebet alle båndene flade. Tage tog sig kærlig af ham og gav ham nye bånd og rettede hans hals - og nu spiller fætter 12 streng dejlige sprøde toner, iøvrigt lige som brødrene Yamaha 411-12 og FG200 fra Taiwan, der med deres egenartede tonesprog er skattede medlemmer af min guitarfamilie.