Bravo Ole Berthelsen Bravo

Underholdningsnettet.dk

BRAVO Ole Berthelsen. Bravo. Et originalt og meget usædvanlig udspil, det 14. album fra Ole B. med 14 nye sange og to "ekstranumre". Alene at kalde dem ekstranumre er sgu for frækt. Det er så tindrende flotte og gennemførte tekster, så man må knibe sig i armen. Er det rigtigt, det her. Har vi virkelige originaler blandt os, der kan skrive så sorgløst, super, let, fornøjeligt, grænseoverskridende, kært, smukt, nærværende og globalt. Leder man efter en bestemt stilart, så bliver man skuffet. Mest af alt er det vel folkemusik med en snert af sigøjnerblod og country i sig, hvor vi bliver indført i mennesker og miljøer, som vi alle burde kende for at leve mere helt og intenst. Aalboriginals tager afsæt i personbeskrivelser, som elsker Aalborg. Som lever nært og godt, og som ser og oplever kultur og hínanden samt andre igen forsvinde til Århus og København. Det er der lige så lidt, der kan forhindre, som der kan holdes på vi andres begejstring over at lytte til så talentfuld og indfølende musik -, der beskriver kærligheden, dig og mig, længslen, Nørresundbys havnekaj og Hjardemål Klit, som var det på samme tid verdens navle og Palgodens blå lagune i fjernøsten. Det her DET er musik, tekster og talent, der går op i en ubeskrivelig enhed. En kæk lille harmonika her, en stellguitar dér, det er idéen der får det til at bære igennem, det er helheden som får det hele til at fungere. Let og elegant men hold da kaje, hvor er der gods at hente i de tekster. Tag en lytter . . .


Nordjyske Stiftstidende

Selve sangstemmen er ikke den bedste og mest veltrænede - men historier og godt ramte situationer og optrin har hjan stadig masser af, den utrættelige freelancepædagog og livsstilsmusiker Ole Berthelsen, som stiller op med endnu en portion på 14 nye og 2 oprindelige ( og et skjult ekstranummer; det vender vi tilbage til). Og inden for de rammer, han selv - og til en vis grad stemmen - sætter kommer han faktisk pænt omkring, ikke bare i musikalsk stil ( gårdsangervise, blues, folk, country, swing og såmænd også optræk til en slags dansktop-pop), men også i sine tekster. Nogle falder forholdsvis hurtigt på plads i deres stemningsbeskrivelser, mens andre kræver noget mere tilløb. Som når Berthelsen i sdangen "Kultur er ikke teater" gør sig tanker om, hvorvidt der overhovedet er behov for et stort anlagt projekt som Musikkens Hus i Aalborg. Og man levnes ikke så meget som, et øjeblik i tvivl om Berthelsens personlige holdning: " Og nu skal vi så have det der musikhus som fyrtårn for folkets kultur, og det skal matche det i Århus og helst også være lidt størr`. Er det provinsbykomplekset der styrer. Hvad taler vi egentlig om ? En storbydrøm der krakelerer og blæser sig op som en ballon". Ret rørende er " En rigtig Dad", endnu en tekst om endnu en af Berthelsens skæve eksistenser, her misbrugsmanden, der lover at rette ind på alt, hvad han har gjort forkert, i samme øjeblik to lige om lidt bliver til tre: " Når Baby Benny kommer til sommer, vil jeg vise mig som en dad en rigtig dad".
Musikalsk er den kønne, stille swingende "Ta da li å" - i tæt duet med Marianne Christensen - blandt de mest vellykkede. Også for sit indhold om manden, der er optaget af alt muligt andet end kvinden, der egentlig bare vil stryges på maven m.m. Som et kuriosum klinger "Aalboriginals" ud i to sange fra Berthelsens første plade, "Altid vågen om natten", dels "Emigranten", hvor Aalborg virkelig har fået stryg for at være "blevet betændt, og du stinker af kulos og cement", dels "Inde på gamle torv". Og for den der tålmodigt bliver hængende gennem 16. og sidste sang, gemmer der sig - efter næsten tre minutters tavshed - et hemmeligt ekstranummer i form af lidt kæk blues-solosang om oplevelser ved kolonihavehuset, kun akkompagneret af knips og tramp. Ikke dårligt !
Ove Nørhave - Nordjyske Stiftstidende