For et års tid siden fik jeg en eftermiddag, mens jeg stod i køkkenet, et videoopkald fra min søn. På min Iphone så jeg , direkte fra fødegangen, mit nyfødte barnebarn. Dette gyldne øjeblik i livet, satte gang i sangskriveriet, og nu godt et år efter har jeg været i studiet for at indspille 13 numre under temarammen: "Barn af tiden"
Tekstuniverset strækker sig over flere generationer, og store historiske begivenheder som Danmarks befrielse, de første skridt på månen, Summer of Love og Finanskrisen `08, er blot nogle af de pejlepunkter der sættes undervejs i sangfortællingen, hvor vi foruden barnebarnet bl.a. også møder Holger Fællessanger, Verner Von Braun og Metalsløjdlærer Madsen.
Flemming Ostermann er tilbage i rollen som producer og All-round musiker.
Særligt spændende har det været at arbejde med strygekvartet. Dette skridt ind i den klassiske musik klæder i den grad det færdige projekt, der foruden mine egne 12 tekster også rummer en tekst skrevet på sydvendelbomål i 1921. Sangen "Lowtbrow bæk" blev indspillet live i studiet med strygekvartet og akkustisk guitar - en nærmest guddommelig oplevelse må jeg sige.
Samarbejdet med Flemming Ostermann, har fra det første møde ved køkkenbordet i Brumleby og til det færdige produkt været en pragtfuld og inspirerende rejse, hvor Flemming har samlet trådene og produceret min musikfortælling med et hold af dygtige og kreative musikere.
Nu forestår en periode, hvor jeg arbejder med cover og udgivelsesplaner. Det vil være oplagt at udgive en single som forløber for den endelige udgivelse som kan blive i september.
Write a comment