Hjertespecialisten

- Mama prøv at se de små huse og bilerne dernede, og bjergene er de ikke flotte, og se skyerne - store Alah ! Davoush rykker sin Mama hen til det lille vindue ved plads 33 a. Det er første gang at han sidder i en flyver, og han er fascineret og frygtsom , som børn jo er over det imponerende syn: At se verden fra oven. 

Davoush tænker ikke på, hvorfor de er i flyvemaskinen, hvorfor deres afrejse var så hektisk, og hvorfor Papa og Mama opfører sig så anderledes end de plejer. Han er kun optaget af alt det nye spændende han oplever, på denne, hans livs måske vigtigste rejse. Storebror Puria sidder ved siden af Papa på sæderne på den anden side af midtergangen. Puria er 10 år og 4 år ældre end sin lillebror. Dette er også Purias første flyvetur, og Puria forsøger forgæves at vække faderens begejstring over den imponerende udsigt. Men faderen Rasula har andre ting i hovedet end en løssluppen begejstring over nuet. Han har planlagt rejsen længe, og han ved at når rejsen er til ende om 14 timer, er han på sikker grund med sin familie. Den lille familie er Iranere på flugt. Rasula har betalt 10.000 dollars til mellemmænd for at arrangere rejsen, og deres flugt er så langt mere arrangeret og risikofri end den flugtrute mange af deres landsmænd må tage over bjergene til Tyrkiet. Nogle af disse flygtninge bliver pågrebet, tortureret og måske henrettet, mens andre der når til Tyrkiet, må leve under jorden i mange måneder i nagende uvished. Men familien Rasula sidder trygt i det tyske rutefly, og er sikre på ikke at blive antastet af sikkerhedspolitiets agenter. Rasula er en af Irans dygtigste hjertekirurger, og eksamenspapirerne, anbefalingerne og rejsedokumenter ,fylder godt i Rasulas lille mappe, som han holder fast ind til sig under flyvningen. 

Når Rasula ankommer til Norge vil han, som tusinder af andre iranere, anmode om asyl som politisk flygtning. Han er sikker på at blive overgivet til røde kors, hvor asylansøgningen vil blive behandlet indenfor 3 måneder. Herefter vil Rasula med sin familie rejse til Amerika, hvor han givetvis kan komme til at virke som hjertedoktor på et stort hospital. Drengene skal have den bedste uddannelse og Madam skal bydes et liv som en vestlig kvinde. Rasula har sikret familiens økonomi, ved i god tid at have overført penge til en konto i England, og Madams smykker, der ligger sikkert forvaret i den dobbeltbundede rejsetaske, har en værdi af i hvert fald 50.000 dollars. Jo, i Californien skal de fortsætte deres gode liv, som de midlertidig har været afskåret fra i Khomeinis Iran, og Rasula skal videreføre sin kariere og sikkert ende som international anerkendt hjertespecialist og forsker. 

Rasula smiler for sig selv og hører hverken Davoushs eller Purias begejstring og momentvise frygt ved flyveturen. I tankerne er han tilbage i de gyldne år, hvor han var den øverste i hospitalets lægehieraki, den betroede specialist der skulle lede operationen af Shaen, hvis Shaen blev syg. Men nu er Shaen borte, sammen med den amerikanske forbrugerkultur som Rasulas familie var en del af, og det før så fremskridtsvenlige shahdømme er nu forvandlet til et middelalderligt fundamentalistisk islamisk samfund med præstestyre og en ond hellig krig mod nabolandet Irak. En krig som tapper landet for alle unge mænd og drenge. Rasula gyser ved tanken. Han har set hvorledes politipatruljerne henter unge drenge til militærtjeneste i lastbiler på gaderne. Drenge ned til 12 år, som senere ved fronten ofres som kanonføde og ophøjes til martyrer i den hellige krigs propaganda. 

Davoush har siddet og betragtet sin Papa, og de underlige mimiske trækninger i Papas ansigt. Men Papa reagerer ikke på Davoushs tale, og når Papa ikke reagerer forholder Davoush sig tavs afventende. Også Mama er underlig tavs, og Davoush forstår instinktivt at de er på vej mod noget ukendt - noget utrygt. Davoush bider negle og tænker tilbage på hjemmet, de store stille stuer og hans værelse, hvor tøjdyrs-dromedaren står og venter. - Dromedaren skal blive her, og passe på det hele - havde Mama sagt, før de rejste. 

Nogle dage senere da familien er inkvarteret i et værelse i røde-kors modtagecentret, tænker Davoush tilbage på flyveturen. Han forstår ikke hvorfor de er rejst fra deres dejlige varme land, deres hus og alting. Hvorfor er de her, og hvorfor er alle voksne så alvorsfulde og så sløve? Han tør ikke spørge om noget. Papa og Mama siger at han bare skal være stille og ikke lege eller tale med nogen. Davoush bider negle og kravler hen i et hjørne. Papa skal ligge på sengen hele tiden, og ingen må sige noget undtagen Papa, der er vred når han endelig taler: 

- Det er umenneskeligt at lade os bo i dette fængsel sammen med så simple mennesker. Vi kan ikke engang lade vore børn gå frit. Sådan behandler man ikke en respekteret læge, sådan behandler man ikke en anerkendt hjertespecialist ! 

Dagen efter er de på vej til et højfjeldshotel der midlertidig er indrettet som røde-kors asylcenter, et sted langt inde i det centrale Norge. De ankommer i en bus sammen med 4 andre familier og 12 unge mænd. Ved indkvarteringen gør Rasula opmærksom på at han er doktor - hjertespecialist, og gerne vil have 2 sammenhængende hotelrum til sin hårdt prøvede familie, men Rasula opdager hurtigt at hans titel og tidligere position ikke tæller her. 4 unge mænd der har levet i en militærforlægning nær Afghanistan de sidste 2 år, har et grimt sprogbrug og er tilvænnede narkomaner, bliver vist til deres værelse af en kvindelig røde-kors assistent, mens Rasula må vente i køen på at det bliver hans tur. Davoush trykker sig ind til Mama og ser skræmt hen på en gruppe Somaliske flygtninge der sidder i en sofagruppe i foyeen. - Du bliver her, siger Mama , ikke blande sig med de sorte ! 

Familien Rasula, får i lighed med de andre nyankomne børnefamilier tildelt 2 hotelværelser. Rasula bestemmer at det ene værelse skal være hans konsultationsværelse, mens det andet rum bliver familiens opholds- og soverum. 

Dagene snegler sig afsted og kun Rasula og Puria får en del af deres behov dækket ind. Puria leger med jævnaldrende drenge i centrets motions- og bordtennisrum og i den nærliggende skov, hvor der er etableret løbestier - og han er elev i 4. klasse i den lokale folkeskole. Rasula konsulterer sine landsmænd i sin konsultation med lægelig råd og vejledning og et lille rejseapotek som han har medbragt. Ikke fordi at Rasula behøver at praktisere som læge, der er tre norske læger i byen til at betjene asylsøgerne, men Rasula får lidt af sin gamle status tilbage, og bliver respekteret på centret som doktor Rasula, hjertespecialisten. 

I det kedelige værelse lever Madam og Davoush deres liv bag nedrullede gardiner. Davoush bliver mere og mere hæmmet i sin udfoldelse, og når centrets øvrige asylansøgere ser ham ved spisetiderne, ser de en dreng der er bange for at bevæge sig frit, en dreng som sniger sig langs korridorvæggene med sin Mama i hånden. - Davoush har ikke godt af at lege med alle disse uopdragne børn, og høre på alt det simple snak. Og han skal heller ikke blande sig med afrikanske og chilenske flygtninge. Det er bedst at han bliver inde ved sin Mama indtil vi kommer til USA, forklarer Rasula Røde-korschefen, da denne bekymrer sig om Davoushs tilstand. Rasula er dog ved at blive klar over at Amerika er langt borte, som en reel mulighed. Norge er hans og familiens skæbne. Her ligger deres chance for at fortsætte hans karriere. En dag siger Rasula til sin Kone: - Jeg har besluttet mig for at lære norsk. Jeg vil læse og lære hver eneste dag fra nu af. Så får jeg nok arbejde på hjerteafdelingen i Oslo eller Bergen! Jeg kan læse sammen med Puria, han klarer sig jo fint i den norske skole ! Rasula har ikke tanke for at Madam også har behov for at tilegne sig det nye sprog og den fremmede kultur, og han har slet ikke øje for Davoush der bliver mere og mere forknyttet og tavs i sin lille verden. Rasula forstår ikke, at han med sin ihærdighed og dominans, så ganske blokerer Madams og Davoush`s udfoldelsesmuligheder. Rasula har nok i sig selv og forfølger kun sit eget snævre mål. 

En dag skærer Davoush sig i hånden med en frugtkniv, så han bløder og håber således på at komme i behandling i faderens konsultation, men konsultationen er droslet ned for tiden. Her er kun plads og tid til mere komplicerede sager, og Davoush skal jo bare have et plaster på - det kan Madam vel lige så godt klare. Sådan er signalet, som Rasula sender til sin lille søn. Madam ordner Davoushs hånd, renser såret og lægger en god forbinding og følger ham senere til den norske læge i byen, hvor forbinding og sår bliver tilset. Davoush forstår ikke at faderen ikke vil behandle ham og ikke vil snakke med ham, og Davoush er også skuffet over at han ikke må møde de samme udfordringer som storebroderen, og altid skal være isoleret på værelset sammen med Mama. 

Davoush bliver i den kommende tid mere og mere agressiv og destruktiv i sin adfærd, og en dag slår han en lille pige, der ved en fejl kommer ind på værelset, med moderens krøllejern, der ligger frit fremme. Pigen får en lille overfladisk skramme på armen, som en forfærdet Rasula kort efter behandler og forbinder. Davoush får skæld ud af Papa, og får besked på at han skal blive på værelset i lang tid endnu. Her kan han angre hvad han har gjort og forberede sig på at blive en bedre dreng - en dreng der ikke bringer skam over sin familie. 

I dagene efter bliver Davoush syg. Rasula forstår ikke sin søns sygdom, og irriteres over at skulle involveres. - Papa har ikke tid, Papa skal læse norsk så Papa kan blive dygtig og blive ansat som hjertelæge på hjertehospitalet ved de hjertesyge. Papa må arbejde hårdt og Papa må have fred ! 

Efter at familien har opholdt sig i 14 måneder på centret bliver deres asylansøgning imødekommet, og de får til Rasulas store glæde at vide at de i deres nye norske liv skal bosættes i Bergen, hvor Rasula muligvis kan få arbejde på hospitalet. Den dag de modtager beskeden, får Rasula tårer i øjnene af bare glæde. Han omfavner Madam og siger på klingende norsk til Puria: - Nu går det fremad min søn, nu går det fremad ! 

Davoush forstår ikke helt den spontane glæde. For ham er et miljøskift uvægerligt en negativ begivenhed, og han er ikke i stand til at vise samme umiddelbare glæde som storebroderen. For Davoush er alt ligegyldigt. - Vær nu glad Davoush, siger Papa - Vær nu glad på Papas vegne ! 

2 uger efter. En uge før den endelige udflytning til Bergen, bliver Rasula kaldt til optagelsesprøve på hospitalet i Bergen. Der er et lægejob til Rasula, hvis han klarer prøven. Prøven er tilrettelagt som en bred testning i norsk - mundtligt og skriftligt. Rasula består prøven og er ovenud lykkelig. Han skimter sit mål, og kan nu fortsætte sin karriere i Norge, som hjertespecialist på hjerteafdelingen på Bergen sygehus. 

Dagen før at familien skal flytte til Bergen kommer der brev til Rasula fra hospitalsstyrelsen. Rasula er glad og stolt. Dette er brevet som de har ventet på. Davoush er tavs iagttagende da Papa læser brevet. Først læser Papa højt, men kort inde i brevet skifter han til sammenbidt tavshed. Ansigtet skifter fra glæde til gru, ligesom Davoush husker det fra flyveren, og Davoush får samme utrygge fornemmelse som dengang. Madam og Puria ser det også. Puria spørger sin Papa på fejlfrit skolenorsk: - Kære Papa, er vi nu klar til at rejse til Bergen ! 

Rasula folder brevet langsomt sammen , lægger det omhyggeligt tilbage i kuverten og lader et stift blik feje fra Puria hen over Davoush til Madam. 

Dvælende og med lavmålt stemme siger han: - Nej jeg er færdig med dette land - færdig med dette sprog - færdig med dette folk . De vil ikke ansætte mig som hjertekirurg på hjertekirurgisk afdeling fordi jeg er 49 år gammel, og fordi de ikke kan anerkende mine anbefalinger og eksamenspapirer fra Iran. Men de tilbyder mig job som reservelæge. Det kan jeg umuligt tage imod. Jeg kan ikke leve her som reservelæge. Jeg er hjertespecialist, en højt uddannet fagspecialist, Shaens førstelæge - jeg har min lægestolthed. Jeg kan ikke leve i dette land som reserve.
Madam, Puria og Davoush er tavse, og tænker hvad nu, hvad bestemmer papa nu ?
Det er en afklaret, men tydelig bitter Rasula der taler: - I morgen tager vi tilbage til Iran. Vi har intet at gøre her, vi har bestemt ikke mere at gøre her !
Ved denne meddelelse bryder Madam og Puria sammen i gråd. - Græd ikke min søn, vi har stadig et liv i Iran, siger Rasula til Puria.
Davoush græder ikke og viser hverken skuffelse eller glæde. Han mærker bare en stille indeklemt smerte i hjertet. En smerte han stadig bærer på, da de nogle dage senere stiger på flyveren til Teheran. I flyveren prøver Davoush for sidste gang at påkalde sig sin Papas opmærksomhed: - Papa jeg har så ondt i mit hjerte, kan du hjælpe mig ? Men hjertespercialisten Rasula hører og ser ikke sin søn. Han er langt inde i sit eget tankespind. 

En snarrådig steward observerer drengens tilstand og varsler piloterne. Flyet vil først få starttilladelse når en læge har tilset drengen. Lige nu får Davoush akut hjertemassage af stewarden og stewardessens stemme lyder over højttaleren: - Er her en læge til stede ?